Om en historiker, der er på sporet af historien i Melbourne, men som overgiver sig til naturoplevelserne i Victoria og kommer både til Ballarat, the Grampians, Coonawarra og Great Ocean Road.
Bliv inspireret af Michael Böss’ beretning fra Victoria, og se MyPlanets rejser til Australien.
Det var egentlig det sydlige Australiens historie, som lå mig mest på sinde, da jeg i efteråret 2004 fik mulighed for at tage en rundtur på fem dage i Victoria efter en akademisk konference i Melbourne.
“Årstidernes Australien”. Sådan er der ikke mange, som tænker om Australien, men det ville nu være en god idé for dem, der har lyst til at opleve landet på en anden måde. Hvis man har mulighed for at udskyde sommerferien et par måneder, så er det australske forår (oktober-november) nemlig det helt ideelle rejsetidspunkt. For da står marker, bjerge, ja, selv ørkener i fuldt flor, og det er kulturel højsæson i storbyerne.
Den kulturelle hovedstad
Det er lidt flovt at indrømme, men konferencen var ikke særlig interessant. Eller også var det bare, fordi Melbourne er så charmerende en by! Skal man vælge mellem Sydney og Melbourne, så er Melbourne “den solideste”, mens Sydney er “den mest fortryllende”. Sådan skrev en britisk eventyrer i en bog om Australien i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan skrive under på denne karakteristik.
Australiens “Paris”
I dag er Melbourne Australiens “Paris”. Ikke så meget pga. de brede boulevarder, men snarere i kraft af miljøet på bredderne af Yarra-floden, Melbournes “Seine”. Her blomstrer kunstarterne. Ja, de er her alle sammen inden for en lille km2: billedkunst, teater, opera, ballet, klassisk musik – og ikke at forglemme det bedste inden for den kulinariske kunst.
Er man til kunst og kultur, kan man få oplevelser på højeste internationale niveau i de to midterste uger af oktober, hvor byen afholder sin årlige kulturfestival, Melbourne International Arts Festival. Denne festival er med til at cementere Melbournes ry som Australiens kulturelle hovedstad. Ja, da bystyret i Sydney i 1957 besluttede sig for at bygge det siden så berømte Operahus, var det netop i et forsøg på at matche Melbourne. En helt lige match blev det dog aldrig. Melbourne har nemlig det hele.
Immigration Museum
Da det som sagt var historien, jeg selv var kommet for at studere, vil jeg nævne det museum, jeg fandt mest interessant, nemlig indvandrermuseet. Immigration Museum viste sig at være det helt rigtige udgangspunkt for min efterfølgende rundrejse. For dér kunne man blive klog på, hvad det var, der i midten af 1800-tallet fik folk fra hele verden til at strømme til Victoria: Guld!
Australiens gyldne historie
Det første guld i Australien blev fundet i 1851, og nitiendedele af det, som blev vasket og gravet ud under den store “gold rush”, som fulgte, kom fra to byer i Victoria: Bendigo og Ballarat. I begyndelsen boede de fleste guldgravere blot i telte og primitive hytter, men guldfundet i Ballarat betød så meget, at byen på få år blev Australiens tredjestørste, efter Sydney og Port Philip, som Melbourne hed dengang. Siden forsvandt guldet og dermed også grundlaget for Ballarats udvikling. Derfor ligger store dele af den centrale bydel tilbage som frosset i tiden: som en arkitektonisk fossil af statelige victorianske bygninger.
Sovereign Hill
Ballarat er i dag en drøm for enhver filmscenograf, som skal bruge kulisser fra denne periode. Og for turisten naturligvis.
Man kan ligefrem genopleve byens spændende historie i familieparken Sovereign Hill. Der er tale om et frilandsmuseum, der på 15 hektar land bringer den besøgende tilbage til Ballarats storhedstid. Med sine over 550.000 årlige besøgende er der tale om en af Australiens mest populære attraktioner. Bagefter kan man fortsætte i det spændende Guldmuseum lige overfor på samme billet.
En australsk legende
Historien om Australiens guld er også historien om en af de mest dramatiske episoder i Australiens historie: The Battle of the Eureka Stockade. Denne opstand var en form for “skatteoprør”, som guldgraverne foranstaltede i 1854 som reaktion mod de lige lovligt pengegriske myndigheder. Det endte med en massakre på de oprørske guldgravere. Til gengæld opstod der en legende, som siges at udtrykke den australske ånd: Retfærdighed, kammeratskab og “A fair go for all”. Hele denne historie, kan man også høre nærmere om under et besøg i Ballarat.
Kænguruer i The Grampians
I virkeligheden foregik en stor del af jagten på guld dog ikke kun her, men over et kæmpemæssigt landområde, så hvis man fortsætter mod vest, kan man standse op ved mere autentiske minder fra Australiens “guldalder”. Men på dette tidspunkt er man nok begyndt at kaste utålmodige blikke på sit ur. Især hvis man ved, hvilket syn der kan vente på markerne omkring Halls Gap ved indkørslen til nationalparken The Grampians: I hundredvis af store, græssende kænguruer, som det er bedst at møde, før tusmørket lægger sig over landevejen. Det sydlige Australien er i udpræget grad “kænguruland”, ja, selv de mere sky emuer kan af og til ses fra bilen. Men glem alt om at stige ud for at tage et billede – så er de straks forsvundet!
Den blomstrende vildmark
The Grampians er en af Australiens nyere nationalparker. Parken, der blev oprettet i 1984, strækker sig over fire bjergkæder. Arealmæssigt er der ikke tale om en stor park (ca. 2.400 km2), men det er en af de parker, hvor man behøver god tid, hvis man skal have en chance for at opleve alle dens facetter. Selv om det højeste punkt, Mt William, kun når op i den beskedne højde af 1.167 m, virker bjergene højere pga. det omgivende sletteland. Ja, de forekommer så majestætiske på afstand, at man godt kan forstå, hvorfor de indfødte fra gammel tid har betragtet dette skråt hældende bjerglandskab som helligt og derfor gav parken sin meget fine klippekunst. Kommer man nærmere, opdager man dog, at de bjerge, som på afstand så runde og harmoniske ud, viser sig fulde af dybe kløfter, forvredne klippeformationer og dramatiske vandløb.
Rigt på dyreliv
The Grampians er stedet for alle, der er glade for “det vilde”. For nogle skal det vilde være noget, de selv foretager sig, hvad enten det drejer sig om klippeklatring, huleudforskning eller kanoture. Det kan man alt sammen gøre her. For andre – som for mit eget vedkommende – er det vildt nok at tage på vandring på de mange afmærkede vandrestier, som findes i alle længder og til folk med både lille og stor lungekapacitet. Man finder næppe en nationalpark i Australien med et så varieret plante- og dyreliv som her: Næsten 200 forskellige fugle, 35 pattedyrearter og 28 krybdyrarter. Og husk at kigge ned! I oktober tager man først og fremmest til The Grampians for at opleve de vilde blomster i fuldt flor. Måske er man endog så heldig, at guiden udpeger en af de 20 arter, som ikke findes andre steder på hele jorden.
Afstikker til Coonawarra
Også for de kulturelt interesserede er The Grampians stedet i det australske forår. Således har Halls Gap både sin egen kunstfestival (i september) og en filmfestival (i november) – og fortrinlige restauranter.
Bagefter bør man unde sig selv den oplevelse at køre ned og smage vinen dér, hvor noget af den allerbedste kommer fra. I så fald skal man køre mod sydvest via Casterton til Penola lige på den anden side af grænsen til South Australia. Ti km nord herfor kommer man nemlig til det berømte vindistrikt, hvor man producerer de dejlige Coonawarra-vine.
Coonawarras ry blev grundlagt på shiraz-druen, men de store, klassiske vine fra f.eks. Redman, Wynns og Mildara – som kan findes hos mange vinhandlere herhjemme – er lavet på cabernet sauvignon. Hvide vine af høj kvalitet findes også. Coonawarra ligger længere mod syd end mange andre australske vindistrikter. Det køligere klima gør modningssæsonen længere og giver på den måde vinene herfra en særlig rund og fyldig frugtsmag.
Man kan vælge at bo i Penola, men for et par år siden åbnedes en dejlig lodge i selve flækken Coonawarra, endog i gåafstand til flere af de store vinhuse og med et udmærket køkken.
Måske er landskabet i selve distriktet ikke så smukt som f.eks. i Hunter Valley nord for Sydney. Til gengæld skal man ikke langt for at få store naturoplevelser. Lidt længere mod nord ligger de imponerende Naracoorte Caves, og sydpå finder man en af de vidunderligste kyststrækninger i verden. Og jeg skal hilse og sige, at selv om en af de “Tolv Apostle” langs Great Ocean Road for nylig sank i grus, er disse naturskabte skulpturer stadig et fuldstændig betagende syn, specielt i timen før solnedgang.
Der findes rigeligt med skønne steder at overnatte både her og i surf- og badebyerne længere mod øst. Og, jo, man kan godt tage havbad i Victoria i oktober.
Om forfatteren
- Michael Böss er lektor i historie ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur ved Aarhus Universitet.
