Tag med på tur til Queenslands regnskov. Læs her Anders Lundins beretning om mødet med Daintree i det nordligste Queensland, Australien:
Vores mål er Daintree, et stykke tropisk regnskov nord for Cairns. Vi er nær ved kysten og jubler over hver kilometerlange, palmeklædte og fuldstændig mennesketomme strand, vi passerer.
Det viser sig snart, at der er en særdeles forståelig forklaring på, hvorfor strandene er mennesketomme og uden badende børn og surfende teenagere. Kyststrækningen er på denne tid af året invaderet af brandmænd, der forvandler hver eneste dukkert i bølgen blå til et livsfarligt projekt. Man bader kun i havet inden for beskyttende netindhegninger.
Overraskende tur
Men det var ikke kysten, vi var ude efter, men derimod junglen. Vi afslutter rejsen med nogle dages ophold på et spahotel lige ved regnskoven og frem for alt med en lille ekspedition ind i Daintrees nationalpark. Og det må gerne være lidt eventyrligt og vildt – så meget det nu kan blive til på den korte tid, vi har tilbage af rejsen.
Jeg har booket en firehjulstrukket jeep med en chauffør, der viser sig at være en “sej” kvinde i et overbevisende safarioutfit, med bredskygget hat og alt, hvad der ellers hører til. Hun ruller et kort ud på bordet og peger på et stort område, der er markeret med grønt, og siger: “Vi befinder os her i udkanten af Daintree National Park – et fantastisk område med uberørt regnskov.”
Jeg ser for mit indre, hvordan vi snart skal kæmpe os frem langs lerede flodlejer med lurende krokodiller. Men et eller andet gik galt lige fra starten. ” …og i dag har jeg tænkt mig at tage jer med derhen,” siger guiden og peger på et område, der ligger i den stik modsatte retning, langt fra den lokkende grønne plet, og som efter angivelserne på kortet at dømme består af opdyrket, “mindre interessant” jordbrugslandskab.
Se mere om MyPlanets udflugt til Cape Tribulation og Daintree.
Ikke som tænkt
Set i bakspejlet kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor jeg i den situation ikke sagde noget. Hvorfor jeg ikke spørger, om vi har misforstået hinanden. Eller om det er i orden at ændre ruten. Hvad som helst. Men jeg er fuldstændig stum og sætter mig pænt ind i bilen, hvorefter vi begiver os ud på en udflugt, der ganske rigtigt viser sig at være en guidet tur til mangofarme, kaffebryggerier, souvenirbutikker og – som prikken over i’et – et besøg hos guidens forældres blomsterfarm for at beundre deres prangede bouganvillaer – og en usædvanlig velvoksen gerbera.
Turen blev ganske enkelt ikke den, vi havde forestillet os. Men hvad pokker, der er jo også noget sjovt ved en rejse, der giver en oplevelse, man slet ikke var forberedt på. Og vores guide brugte timerne i bilen til at berette om områdets historie – fra nybyggernes ankomst til i dag – med masser af maleriske detaljer og rørende skæbner. En bedre historielektion kunne vi ikke have ønsket os.
Langt til verdens ende
Dagen efter retter vi op på misforståelsen. Via nogle venner kommer vi i kontakt med Paul – en svensk fyr, der har bosat sig i Cairns, og hvis største lidenskab er at hoppe ind i sin jeep og lede efter slanger og krokodiller, til solen går ned, og myggene går til angreb. Men hans hjælp får vi alligevel en “bumletur” gennem Daintrees regnskov. Vi stopper for at gå på opdagelse langs et bugtende flodleje, hvor vi forgæves spejder efter den gækkende kasuar. En “uvirkelig” fugl, som naturen har givet en hjelm på hovedet og en dødsens skarp klo på foden. Den ses utroligt sjældent, og det er klart, at vi ikke tror på, at vi får den at se. Men bare det at vide, at vi vandrer rundt i dens hjemegn, er nok til at sætte fantasien i sving.
Vi fortsætter nordpå ad støvede veje gennem parken og når hen mod aften den forblæste gudsforladte by Cooktown. Det føles virkelig, som om man er nået til vejs ende – og verdens ende. Men der er stadig mindst 1.000 km op til Australiens nordøstlige spids.
