Vancouver Island i British Columbia er kendt for sine hvaler og spækhuggere. Derfor står en hvalsafari, hvor man ser de store dyr i deres naturlige omgivelser, højt på listen for mange turister i Vancouver i det vestlige Canada. Men hvor oplever man bedst hvalerne og spækhuggerne i fri natur?
Det længste vi kan se frem er 50 meter. Vi er omgivet af en tyk tåge. Det er som at være i et drømmeland. Intet andet end os – cirka 30 hvalkiggere på båden i Johnston Strait. Kaptajnen slukker motoren på båden, så der bliver fuldstændigt stille. Pludselig hører vi tydeligt på højre side af båden lyden af et blåst, inden vi ser ryggen af en stor pukkelhval i overfladen mindre end 30 meter fra båden. To minutter senere ses den igen længere fremme. Endnu et blåst, inden den krummer ryggen og viser halen, før den igen er væk.
To år i træk har jeg rejst til Vancouver Island med det formål at se hvaler. Især spækhuggeren har min interesse, og farvandene omkring Vancouver Island er hjemsted for tre spækhugger-arter: Residents-spækhuggere (nordlig og sydlig), transients-spækhuggere og Off-Shore Orcas. De sidstnævnte ses sjældent, da de for det meste lever langt fra kysten. De forskellige arter har intet med hinanden at gøre, jager på hver deres måde og kommunikerer på hvert deres sprog. Jeg vil her beskrive tre gode steder at opleve hvaler i British Columbia.
Victoria
Vancouver Islands største by, Victoria B.C., er byen, man skal tage til, hvis man vil være sikker på at se spækhuggere. Her lever tre familier af sydlige residents-spækhuggere, som i perioden fra sidst i maj til oktober opholder sig i farvandene omkring det sydlige Vancouver Island og San Juan Islands. Chancerne for at se spækhuggerne og områdets øvrige hvaler højnes ved, at de mange hvalsafari-både kommunikerer med hinanden, når de ser noget spændende. Derfor giver de fleste selskaber i Victoria hvalgaranti, hvor man kan få en ny tur, indtil man har set en hval.
Selvom fokus på turene er på hvalerne og primært på spækhuggerne, vil man ofte også se andre dyr såsom ørne, sæler, delfiner og søløver. Pukkelhvaler ses jævnligt, og en sjælden gang i mellem kan man også se gråhvaler og vågehvaler. Flere af selskaberne tilbyder også solnedgangs-ture. En solnedgang med rygfinnen af en spækhugger foran de bagvedliggende bjerge er noget, man højst sandsynligt aldrig glemmer.
Campbell River
Fra Campbell River udgår hvalture ofte i de hurtige zodiacs, der er en form for solide gummibåde med motor. Sandsynligheden for at se spækhuggere på disse ture er høj i juli og august. Men ikke så høj som i Victoria. Til gengæld er landskaberne fantastiske. Man sejler mellem de uberørte træbeklædte øer, som udgør Discovery Islands. Her er vandet klart og grønt af træernes spejling. Mellem trætoppene kan man se ørne holde udkig efter laks. Sælerne ligger på stenene og slapper af, mens de er på vagt over for de pattedyrs-spisende transients-spækhuggere. Også de fiske-spisende nordlige residents-spækhuggere ses i disse farvande, og med held ser man måske en grizzly- eller sortbjørn på stranden på udkig efter føde mellem stenene. Desuden er man næsten garanteret at se en af de mest akrobatiske delfiner i verden – stillehavshvidskævingen – der lever i store flokke mellem øerne.
Telegraph Cove
Telegraph Cove blev grundlagt i starten af 1900-tallet som en telegrafstation og blev siden en savmølle- og fiskerby. Under 2. verdenskrig var byen en relæstation. I dag er den en travl lille turistby i sommermånederne, mens den om vinteren ikke har mere end fire faste indbyggere.
Under byens træmole er det ofte muligt at se en sortbjørn, der under lavvande kommer frem for at finde døde fisk mellem stenene. Også hvidhovedet havørne og andre fuglearter holder til i Telegraph Cove. Fra enden af træmolen kan man være heldig at se hvidsidemarsvin og en sjælden gang i mellem spækhuggere.
Rejsende kommer til Telegraph Cove for at tage på bjørnesafari, kajakture, vandreture eller for at fiske. Men byens hovedattraktion er hvalsafarier. I løbet af de sidste 10-15 år er pukkelhvalerne begyndt at vende tilbage, efter at de næsten blev udryddet i perioden med hvalfangst. Pukkelhvalerne kommer fra Hawaii, hvor de har født deres unger i det varme vand langt væk fra spækhuggere. Nu er det tid at spise og genopfylde depoterne, inden rejsen igen går mod varmere vande.
De pattedyrs-spisende transients-spækhuggere kan ses ved Telegraph Cove året rundt. Men de er svære at finde, da de som del af deres jagtteknik er stille meget af tiden. Nordlige residents-spækhuggerne ses især fra midten af juli til slutningen af september. Telegraph Cove er et af de bedste steder i verden at se spækhuggere, men der er ingen garanti. På nogle ture ses over 60, mens der andre gange går dage i mellem observationerne.
Foruden hvalerne kan man være heldig at se hvidsidemarsvin, sæler, søløver og ørne. Desuden ses der engang i mellem bjørne og hjorte. Som afslutning på sejlturen holder en marinebiolog et kort foredrag om dyrene, som lever i området, og om, hvordan vi passer på naturen og dyrenes levesteder.