Med Sydafrikas rige historie og mangfoldige kultur, har landet masser af gode, spændende og vigtige historier at fortælle. Sydafrika bugner da også af glimrende museer om alt fra apartheid og videnskab til lokal kunst. Her har vi samlet 5 meget forskellige museer, der giver hver deres lille indblik i dette komplekse land.
Cradle of Humankind, Johannesburg
Rejs tilbage til tidernes morgen ved The Cradle of Humankind, der ligger omkring 50 km nordvest for Johannesburg. Her gjorde man i 1947 et fantastisk fund af et 2,3 millioner år gammelt menneskelignende skellet i hulen Sterkfontein Cave. Skelettet viste sig at tilhøre en af vores tidlige forfædre med det videnskabelige navn australopithecus africanus. Men da der var tale om en kvinde, fik hun hurtigt det mere mundrette navn Mrs. Ples. Mange flere fund er sidenhen gjort i områdets huler, hvilket har kastet nyt lys over menneskets tidlige udvikling og sikret Cradle of Humankind en plads på UNESCO’s kulturarvsliste. Du kan besøge hulerne og lære om menneskets udvikling på det glimrende besøgscenter. Har du fået interesse for menneskets tidlige historie, er det også værd at besøge Wits Origins Centre Museum i Johannesburg, der fokuserer på Afrikas rige og komplekse kulturer langt tilbage i tiden.
South African National Gallery, Cape Town
Med sin imponerende permanente samling af afrikansk, britisk, fransk, hollandsk og flamsk kunst, er South African National Gallery en af Sydafrikas førende og vigtigste kunstinstitutioner. Samlingen har værker helt tilbage til den tidlige hollandske periode og tæller værker af både sydafrikanske og internationale kunstnere. Museet huser også afrikansk kunst i bred forstand samt en samling moderne kunstværker af Gerard Sekoto, Alexis Preller, Irma Stern og Jacobus Hendrik Pierneef samt andre ledende sydafrikanske kunstnere fra det 20. århundrede. Deriblandt Jane Alexanders, der står bag den iøjnefaldende installation Butcher Boys fra 1986. Udstillingerne skifter løbende og kan bestå af både malerier, tegninger, fotokunst, skulpturer, smykker, tekstiler og arkitektur. Alle har de dog det til fælles, at de giver et indblik i Afrikas rige kunstneriske traditioner.
SAB World of Beer, Johannesburg
Øldrikkere har meget glæde sig til på dette museum, der er dedikeret til den populære gyldne drik. På de guidede rundvisninger kommer du på en sjov og spændende rejse gennem øllets rige historie og den rolle, øl har spillet kulturelt, socialt og økonomisk gennem tiderne. Ikke kun i Sydafrika men i hele verden. Du besøger blandt andet det gamle Egypten, en rekonstrueret afrikansk landsby samt en britisk pub fra den victorianske æra. Der er pause halvvejs, hvor du naturligvis nyder en øl, og efter turen kan din billet indløses til to øl i baren. Har du lyst til at lære mere om øllets mange varianter, er det muligt at tilkøbe en ølsmagning. Bemærk at rundvisningerne er populære og bør bestilles hjemmefra i god tid.
Satyagraha House i Johannesburg
I 1893 ankom en ung indisk advokat ved navn Mahatma Gandhi til Sydafrika, hvor han endte med at tilbringe 21 år af sit liv. Det var i denne periode, at mange af hans ideer blev skabt, og hans kamp mod racediskrimination startede. En kamp, han siden førte med sig tilbage til Indien, hvor den kom til at spille en vigtig rolle i landets uafhængighedskamp fra den engelske kolonimagt. Fra 1908 til 1909 boede Gandhi i dette hus, der i dag er indrettet som et lille, intimt museum. Du kan endda overnatte i et af de syv værelser i den moderne tilbygning, der ligger i forbindelse med huset. Det giver ekstra god tid til at dykke ned i historien om dette ekstraordinære menneske, og det er en helt speciel oplevelse at gå igennem de stuer, hvor Gandhi har siddet og tænkt tanker, der skulle komme til at ændre verden.
Castle of Good Hope i Cape Town
I hjertet af Cape Town ligger det store 5-kantede fæstningsværk Castle of Good Hope. Fortet blev bygget af hollænderne mellem 1666 og 1679 for at beskytte Cape Town, og med tiden kom bygningerne også til at fungere som koloniens første kirke og parlament. Den dag i dag bruges fæstningen stadig af militæret til administrative formål, men det er muligt at besøge fortet på guidede ture. Undervejs hører du om bygningernes spændende historie, og du besøger fæstningens museum. Sørg også for at tage turen op på muren, hvor du har en flot udsigt over Cape Towns centrum og pladsen Grand Parade. Det var på Grand Parade, hollænderne byggede deres første fort i 1652. Senere blev slaver solgt på den åbne plads, og det var her, Nelson Mandela i 1990 holdt sin første tale som en fri mand efter 27 år i fangenskab.