Trods koalaens position som et af Australiens mest berømte og elskede dyr, er koalaerne i vild natur faktisk langt mere truede, end mange er klar over.
Sygdomme har gjort et stort indhug i bestanden, mens fældning af skove har formindsket deres leveområder betragteligt og gjort det svært at finde en mage med friske gener. Andre bliver ofre for hunde eller biler, mens skovbrænde kan gøre det af med hele bestande på kort tid.
Der har sandsynligvis været millioner af koalaer i Australien, da de første europæiske immigranter kom til landet for lidt mere end 200 år siden. I dag er antallet af fritlevende koalaer faldet til under 100.000, vurderer Australian Koala Foundation. Måske endda helt ned til 43.000 – og tallet bliver ved med at falde hurtigt. Derfor er de næste 20 år altafgørende for, om koalaerne overlever som art i naturen. Hvis ikke vi mennesker gør en indsats nu, kan Australiens kæledække nummer et måske være uddød i fri natur inden for en generation eller to, og det vil være et kæmpe tab. Ikke blot for Australien. Men for dyreelskere verden over.
Heldigvis er der stadigvæk gode chancer for at se koalaer i fri natur. Ikke mindst hvis du besøger disse fem steder. Alle steder kan udforskes på egen hånd. Men det kan anbefales at tage en tur med en dygtig guide, der kender dyrenes adfærdsmønster og ved, hvor de typisk holder til. Du lærer også en masse om koalaer og det store arbejde, der gøres for at redde dem.
1) You Yangs, Victoria
Naturområdet You Yangs 45 minutters kørsel fra Melbourne har en sund og stabil bestand af koalaer. Koalastudier har været udført her i mere end 10 år, så man ved rigtig meget om alle individerne her. Se denne lille video om dyrelivet i You Yang.
2) Port Stephens, New South Wales
Port Stephens, som ligger to en halv times kørsel nord for Sydney, er omgivet af nationalpark. Byens indbyggere har gennem lang tid gjort et stort arbejde for at beskytte områdets koalaer, og det har resulteret I, at koalaer ofte ses i de omkringliggende eukalyptusskove. Især omkring Soldiers Point og Tilligerry Habitat, hvor der er gode gåture og et informationscenter med kort over området.
3) Kangaroo Island, South Australia
Kangaroo Island ud for Adelaide er med rette kendt som et af de bedste steder i Australien at opleve landets rige dyreliv, og et af de dyr, der står rigtig højt på manges liste er koalaen. Heldigvis er chancerne for at se koalaer på øen store. Faktisk er bestanden så stor, at man har været nød til at flytte koalaer herfra til andre dele af landet.
4) Raymond Island, Victoria
Mange rejsende overser denne smukke ø i Lakes National Park fire timers kørsel øst for Melbourne. Men få andre steder i landet elsker de lokale koalaer så højt som her. Faktisk har mange af øens beboere koalaer boende i deres forhaver, og de vil hellere end gerne fortælle om netop ’deres’ koala til besøgende. Eller tag gåturen ad den såkaldte Koala Trail, der vedligeholdes af de lokale. Også kænguruer, myrepindsvin og farvestrålende fugle lever på Raymond Island, og delfiner ses af og til fra færgen mellem øen og Paynesville på fastlandet.
5) Noosa Headland National Park, Queensland
I Noosa Headland National Park to timers kørsel nord for Brisbane er koalaerne for alvor med på de digitale noder. De har nemlig deres egen facebookgruppe Noosa Koala Sightings, hvor lokale og besøgende kan lægge billeder ind og skrive, hvor de har set koalaerne. Der står også en tavle ved indgangen til parken, hvor du kan se de seneste koalaobservationer.
Oplev koalaer i Australien
Drømmer du om selv at opleve koalaer i fri natur, kan du læse mere om vores rejser til Australien.
Se også denne artikel med forunderlige facts om koalaer og deres unger.