Canada har mange populære nationalparker. Men landet gemmer også på parker, som let bliver overset og derfor ikke besøges af så mange.
Vi har valgt nogle parker, som er tilgængelige, men som alligevel ikke får så mange besøgende, som de fortjener. Gawai Hanaas og Wood Buffalo nationalparkerne har kun få tusinde besøgende, mens Grassland får godt 7.000, Pukaskwa godt 10.000 og Mingan godt 30.000 besøgende årligt. Ønsker du også at besøge disse nationalparker så se vores startpakke til det vestlige Canada, og byg din drømmerejse op i samarbejde med en af vores kyndige rejsekonsulenter.
Mingan i Quebec
Langs med kysten ligger en serie af 40 små øer, der udgør Mingan Archipelago National Park, og som tilbyder noget af det smukkeste natur i Quebec. Øerne er hjem for en del arktiske planter, som her har deres sydligste udbredelsesområde, og langs kysterne står op til 8 meter høje hvide kalkstensformationer og ligner geologiske totempæle. Der er tale om den største samling af sådanne stenmonolitter i Canada. Du kan komme på guidede ture til øerne eller selv vælge en vandretur.
Pukaskwa i Ontario
Parken består af typisk canadisk nåleskov, der ligger ned til skiftevis klippefyldte strækninger og gode sandstrande ved Lake Superior. I parken lever der sortbjørne, elge, falke, ulve og nogle få skovkaribouer (underart af rensdyr), der er meget udsatte for ulveangreb. Du kan vandre og campere i parken, der beskytter et uberørt område langs de store ferskvandssøer.
Grassland i Saskatchewan
Parken består af flere mindre, usammenhængende områder. Her kan du opleve ensomheden på prærien og hvor højt, der kan være til himlen. Der er ingen rammer til at holde dig nede, mens du oplever et hav af bølgende præriegræs. Du kan campere, vandre, ride, komme på prærieskonnertture og sågar være med til at udgrave dinosaurer, og om natten prydes himlen af den mest utrolige stjernehimmel.
Wood Buffalo i Alberta & Northwest Territories
Her er tale om Canadas største nationalpark, der dækker et areal på størrelse med Danmark. Parken blev skabt i 1922 for at beskytte en hjord af skovbisoner. Du kan campere, vandre, sejle kano og måske se bjørne, ulve, elge og bævere samt, når himlen blive mørk, aurora borealis, nordlys. Fuglekiggere vil være interesseret i Peace-Athabasca deltaet, der er et af de største ferskvandsdeltaer i verden.
Gwaii Hanaas i British Columbia
Parken ligger på den sydligste spids af Haida Gwaii, tidligere kendt som Queen Charlotte Islands, 130 km fra fastlandet af British Columbia. Gwaii Haanas beskytter 138 øer, og området er fyldt med ceder- og Sitka grantræer, hvorfra mosen hænger og giver stemning i den tempererede regnskov. Ørne fylder himlen, og mellem træerne står gamle, velbevarede totempæle i deres oprindelige placering.