Siden tidernes morgen har den oprindelige befolkning i Australien beskrevet deres verden og mytologier gennem fantastiske klippemalerier rundt om i landet. De ældste indridsninger er fundet i Pilbara i Vestaustralien samt Olary i South Australia og dateres til at være cirka 40.000 år gamle.
Men nogle forskere mener at have fundet spor på maleraktivitet i Arnhem land, der går hele 60.000 år tilbage i tiden. Andre malerier er langt nyere og viser eksempelvis europæernes ankomst eller sømænd fra Sulawesi, der handlede langs disse kyster helt tilbage i 1500. Således udgør Australiens klippemalerier en uvurderlig vidnesbyrd om landets oprindelige kulturer gennem tusindvis af år.
Viden malet på sten
Der findes mange forskellige stilarter indenfor klippekunsten, hvilket skyldes flere faktorer. For det første var der tale om mange separate folkeslag med forskellige kulturer og levevis. Billederne har også udviklet sig gennem tiderne, og de tjener forskellige formål.
I det centrale Australien består de fleste malerier af symboler, der fortæller de indviede, der kan læse symbolerne, praktiske oplysninger om, hvor der var vand, og hvor det var godt at jage. Andre symboler bruges ved særlige ceremonier eller fortæller legender fra skabelsestiden kaldet Dreamtime.
Længere mod nord viser malerierne fortrinsvist figurer såsom ånder, forfædre og dyr fra den lokale mytologi. Disse malerier har også en samfundsmæssig funktion. Ved Nourlangie i Kakadu kan man eksempelvis opleve den frygtede ånd Nabulwinjbulwinjm der havde for vane at spise kvinder, efter at han havde slået dem ned med en rod. Nær ved ses Namondjok, der forbrød sig mod de lokale love ved at have et forhold til sin søster.
Sådanne historier har til formål at minde folk om, at sådan noget gør man naturligvis ikke. Således fungerede aborigine-malerier som en måde at opbevare viden på. Både praktisk viden, der var vigtig for at overleve. Men i høj grad også legender, der forklarede den fysiske verden omkring dem og stadfæstede gruppens identitet og leveregler.
5 gode steder at opleve klippemalerier i Australien
Kakadu National Park – Northern Territory
Mere end 5000 hulemalerier er fundet i Kakadu, hvoraf de ældste blev malet for mere end 20.000 år siden. De fleste hulemalerier i Kakadu er svært tilgængelige, og nogle er endda hemmelige. Men blandt de bedste og lettest tilgængelige er malerierne ved Nourlangie og Ubirr, der begge byder på den fantastiske motiver af ånder, menneskeskikkelser og dyr i den såkaldte X-ray stil. Dette navn kommer af, at man kan se både omrids af figuren samt rygsøjle eller andre knogler.
Kimberley – Western Australia
Det nordlige Vestaustralien er også rig på hulemalerier. Særlig iøjnefaldende er Wandjima-ånderne, der kontrollerer regn, storme og oversvømmelser. Windjima-ånderne var også forbundet med skabelsen af landskaberne samt frugtbarhed. Figurerne er malet som hvide, menneskelignende skikkelser med store mørke øjne og næse. De har ingen mund, men hovedet er omgivet af en form for ’glorie’. Ved første øjekast kunne de godt ligne en Hollywood-fortolkning af rumvæsener. Men de ældste Wandjima-malerier er omkring 4.000 år gamle.
Laura – Queensland
Queensland er bedre kendt for sine tropeøer og Great Barrier Reef end klippekunst. Men der findes adskillige superb gallerier rundt om i staten. Ikke mindst Laura på Cape York-halvøen cirka 4 timers kørsel nord for Cairns. Billederne her er særlig kendt for sine fine dyremotiver samt Quinkan-ånderne, der vises som tynde menneskelignende skikkelser kaldet Timara.
Centralaustralien
Adskillige fine gallerier er malet direkte på Uluru, som er Ayers Rocks officielle navn. Især langs de to vandrestier kaldet Mala og Kuniya. Stilarten her er især domineret af symboler frem for afbilleder af væsener. Nærliggende Alice Springs er desuden et godt sted at studere moderne aborigin kunst, der for alvor startede i Papunya Tula nær Alice Springs i begyndelsen af 1970erne. Trenden spredte sig hurtigt, og i dag sælger gallerier og butikker rundt om i Alice Springs kunst fra mange små aborigine samfund i ørkenen.
Sydney
Sydney byder på både traditionel og moderne aborigin kunst. The Art Gallery of New South Wales huser en af verdens største samlinger indenfor denne genre, og i gallerier overalt i byen kan moderne kunst både beundres og købes. Kig også forbi Muru Mittigar Aboriginal Cultural Centre, hvor darug-folket fortæller om deres kultur og traditioner. Der er som regel også mulighed for selv at prøve kræfter med aborigine malerier under kyndig vejledning af lokale kunstnere.