Velkommen til landet, hvor den rå natur og de vilde dyre regerer. Margit Jensen havde en drøm om at udforske Alaskas øde vildmark på egen hånd, og derfor rejste hun i juni til USA's nordligste og største delstat.
I Alaska følte Margit sig som gæst i et land, hvor den rå natur og de vilde dyr regerer – en følelse, hun sent vil glemme. Naturen og dyrelivet var da også de to ting, der gjorde størst indtryk på Margit, og derfor får du her hendes bedste råd til, hvordan du kan opleve Alaskas fantastiske natur og dyreliv til lands, til vands og fra luften.
Se MyPlanets kør-selv ferie i Alaska eller krydstogt til Alaska, hvis du også vil opleve denne fantstiske vildmark. Kombiner eventuelt Alaska med vores øvrige rejser til USA.
Alaska til lands
Bjørneturen til Redoubt Bay, som er et af de steder i Alaska, hvor der er den største koncentration af bjørne, var en af de bedste oplevelser, Margit havde til lands. Her kan man betragte de store brune grizzlybjørne på tæt hold, når de kommer helt ned til bredden for at fange laks. “Det var en fantastisk tur, hvor jeg virkelig fik følelsen af bare at være mig selv, naturen og dyrelivet”, fortæller Margit. Redoubt Bay er et stort vildnis, så turen dertil foregik med vandflyver – en tur, der bød på fantastiske udsigter over Alaskas imponerende landskab.
Alaska til vands
Sejlturen fra Seward til nogle af Alaskas mange gletsjere var en stor oplevelse for Margit. “Vi sejlede gennem isflagerne og ind til de kridhvide gletsjere, der havde det her særlige blålige skær. Spækhuggere og pukkelhvaler kom helt tæt på, og delfinerne svømmede legesyge rundt om båden og de enorme hvaler”, forklarer Margit. Under sejlturen blev de betragtet af ørnene inde på land, og da de kom tilbage til havnen, bød en flok oddere dem velkommen.
Alaska fra luften
En såkaldt flightseeing tur til Nordamerikas højeste bjerg, Mount McKinley, som ligger i Denali Nationalpark, satte Alaska i perspektiv for Margit. “Det var en fantastisk oplevelse at flyve hen over landskaberne med det der virkede som hundredvis af gletsjere under mig, for der fik jeg virkelig en fornemmelse af, hvor fuldstændig gigantiske vidderne er deroppe”, fortæller hun. De landede på en af de mange gletsjere, og fik mulighed for at udforske den og tage billeder, inden turen gik tilbage til Talkeetna i den lille 6-personers flyver.
Alaska er enorme åbne vidder, øde landskaber og højt til himlen, og Margits råd til dig, som gerne vil rejse til Alaska er ganske enkelt; “få nogle fantastiske oplevelser, og bare nyde det i fulde drag”.
Husk at pakke
- En varm fleecetrøje – det kan blive koldt
- Et sæt regntøj – det kan regne meget
- Et par solbriller – solen er meget stærk
- En myggespray – myggene kan være aggressive