Antelope Canyon ligger i navajo-indianernes reservat, 7,5 km øst for Page og Lake Powell i USA. En tur ind i dette "foto-wonderland" er en utrolig oplevelse.
De smalle lysstråler, som trænger ned i kløftens bund, giver specielle lysformationer. Det har taget vandet millioner af år at skære sig ned gennem de porøse og farvestrålende sandsten, og dalen er et paradis for naturelskere og fotografer.
Det var i september og meget varmt. Vi kørte østpå ad Highway 98 og fik øje på et lille skilt med “Antelope Canyon”. Vi opdagede, at området var indhegnet med pigtråd, og rådvilde indså vi, at der var meget løst sand, og at bilen sandsynligvis ville sidde fast. En firehjulstrukken bil er en nødvendighed i denne stat, hvis man vil køre på bivejene!
Køretur med navajo-familie
Vi havde besluttet at køre tilbage til Page, da der kom en indianer i en meget gammel lastbil med åbent lad. Han var meget venlig og spurgte, hvad vi havde for. Vi fortalte, at vi gerne ville til Antelope Canyon. Hvis vi lige ventede et øjeblik, så ville hans fætter komme og hjælpe os, bedyrede han. Vi takkede mange gange, og han for af sted for at hente fætteren. Vi tvivlede noget på, om denne fætter virkelig ville komme, men snart efter dukkede han op med sin familie bestående af kone og to børn. Alle steg ud og hilste på os, og fætteren bad os hoppe op på ladet sammen med børnene. Vi kørte temmelig hurtigt i det opkørte hjulspor til Antelope Canyon, troede vi, men i stedet dukkede en meget gammel husvogn op og en masse indianere, som talte på deres eget sprog.
Klapperslange til salg
Jeg begyndte at blive lidt urolig. Efter et stykke tid kom en nærmest tandløs indianer hen til mig og spurgte, om jeg ikke ville kigge på, når deres samojedespids skulle slås med en klapperslange. Mit svar var et klokkeklart nej! Så spurgte den tandløse, om jeg ikke ville købe slangen eller hunden. Da indianerne endelig forstod, at vi ikke ville købe noget, viste de os op på ladet igen, og af sted det gik over stok og sten. Efter at have kørt på plateauet et stykke tid nåede vi endelig frem. Desværre så vi spor efter turister: Åbningen til kløften var oversprayet med stærke farver – hvor ærgerligt! Vores indianerven pegede på graffitien og rystede kraftigt på hovedet og udtrykte sine følelser for, hvor uetiskt det var. Vi hoppede af ladet og tog kameraudstyr og vand med os. – Vi ses om en time, sagde vi til indianeren og gik ind gennem åbningen til kløften.
Naturens mesterværk
Til at begynde med var der mørkt derinde, men efterhånden blev der mere lyst. Uden for var der meget varmt, men inde i “grotten” var der næsten behageligt. Da øjnene havde vænnet sig til lyset, blev vi overvældet af de mange former og farver. De skiftede mellem orange, rødt, gult, brunt og sort. Jorden var jævn og glat og dækket med fint sand. Vi gik dybere ind i dette virvar af kringelkroge og fotograferede løs. Alt var så smukt og så spændende. Jeg indså, at ingen billeder i verden kan dokumentere skønheden og magien i denne naturskabte katedral. Det var fascinerende at tænke på, at vejr, vind og vand har skabt dette mesterværk, og at det stammer helt tilbage fra juratiden.
Opslugte af at fotografer
Selv når det er fint vejr, kan det lige pludseligt begynde at regne, og kløften bliver fyldt med vand. Jeg indså, at vi burde have tjekket vejret forinden. Igen begyndte jeg at føle mig lidt underligt til mode samtidig med, at jeg funderede over, om indianerne mon havde forladt os. Vi fortsatte med at fotografere og glemte snart alle betænkeligheder og koncentrerede os om at fange former og farver. Tiden gik alt for hurtigt, og vi søgte modstræbende mod udgangen, ud i heden og det blændende lys. Først så vi ingenting, men så hørte vi et pift. Det var indianerfamilien, som trofast havde ventet udenfor. Vi berettede begejstrede om vores oplevelser, og vores genfundne venner virkede tilfredse.
Fast i sandet
Op på ladet igen. “Indianerfætteren” valgte en anden vej hjem – en såkaldt genvej, som viste sig at blive mere problematisk end forudset. Han kørte direkte op ad en stejl skråning med løst sand. Halvvejs oppe sad bilen fast – hjulene snurrede bare rundt. Han beordrede børnene ned fra ladet for at skubbe. Det hjalp intet. Også konen blev sat til at skubbe, men uden resultat. Selvfølgelig hoppede vi også af, men bilen sad urokkeligt fast i det varme, løse sand. Vi skubbede det bedste, vi havde lært, men lige meget hjalp det. Vi svedte, så sveden sprøjtede af os! Så hoppede indianeren ud og lukkede næsten al luften ud af dækkene, så de blev meget bredere og dermed fik større overflade at gribe med. Så lykkedes det endelig at få bilen op med os springende bagefter. Vel oppe på plateauet kørte vi igen ad nærmest usynlige stier, og snart var vi fremme ved den store vej igen. På asfalten kunne vi knap nok køre på grund af de flade dæk, men vi nåede da frem til en benzinstation, hvor “fætteren” fik luft i dækkene igen og bilen tanket op, og vi andre fik slukket tørsten.
