Lad det være sagt med det samme: New Zealand er helt vildt. Fedt. Halvandetårige Carolines vokabular er endnu ikke så omfattende, men er der noget, hun kan sige højt og klart, så er det neeej, se! Et udråb, som hun til bevidstløshed hører os andre sige konstant.
Det er vel en floskel af de helt store, men hold da fast, hvor er der smukt og dejligt over det hele. Det ene øjeblik er der de krystalklare floder med vand så klart og rent, at man bogstavelig talt kan gå direkte ned og drikke af floden. Det næste er man fluen på væggen i “Ringenes Herre”, når man bevidner skyindhyllede bjergtinder og hundredvis af vandfald.
Se MyPlanets rejseforslag til New Zealand.
Der findes formentlig ikke noget smukkere og mere fascinerende sted på vores klode end New Zealand, og derfor vender filmskabere tilbage igen og igen for at få den helt rigtige “breathtaking” kulisse. Vi har syv uger til at bekræfte, at så bliver det ikke bedre på denne planet.
Styret af improvisation
Og måden at gøre det på, når man ikke enten er tyve år eller barnløs eller begge dele, er at leje en autocamper. Med børn i bagagen tomler man den ikke derudaf med et telt på ryggen, og man nøjes heller ikke med backpacker-B&B her og der. Man sørger derimod for at have sit hus på fire hjul. Det giver en suveræn fleksibilitet, idet man selv bestemmer, hvor og hvornår man skal spise, overnatte, skifte ble, vaske op eller dvæle ved en fantastisk strand.
I New Zealand har man lov at campere næsten overalt, ligesom allemandsretten giver mulighed for i Sverige – dog med den lille regel, at man skal være mindst 15 km uden for byzone (men hvem har også lyst til at slå lejr inde i byen?). Så i princippet kan man i løbet af nulkommafem blive enige om, at lige præcis her er der jo mest fantastisk, så her vil vi gerne være en dag eller to, og i det øjeblik man har trukket håndbremsen, har man slået lejr. Det skal så retfærdigvis tilføjes, at man ca. hver tredje dag må ind omkring en campingplads for at dumpe sit spildevand og fylde nyt vand på tanken samt oplade batteriet, som forsyner køleskab/fryser med strøm.
Men det er helt ok, for campingpladserne er i vid udstrækning af meget høj standard, og man kan komme til med sin opvaskebørste, og der er faktisk rindende varmt vand i bruseren, som man ikke behøver at putte penge i, idet man har betalt for det hele ved indgangen. Faktisk var standarden så fin, at vi overnattede en hel del flere gange på campingpladser end beregnet – men igen: man bestemmer selv.
Når autocamperen er dit hjem
Der er langt fra Danmark til New Zealand. Med børn i størrelse medium, small og xsmall er man pisket til at overveje, hvor lange stræk man kan tillade sig at tage med flyveren ad gangen uden at få Børneværnet på nakken. Af samme grund mellemlandede vi i Singapore på udturen, hvilket var en god beslutning. En lille uge i luksus på øen Sentosa, hvorefter vi fløj videre mod det egentlige mål og landede i Christchurch, New Zealand. Her var vores primære mission at hente vores fremtidige hjem, autocamperen.
En regntung morgen kunne vi sammen med en biludlejningsmedarbejder i str. 17 år konstatere, at nej, der var ikke flere tilbage med automatgear, mate. Streg i regningen. Så altså: lær at køre i venstre side og lær at skifte gear med den hånd, du ikke engang kan finde ud af at kaste en tennisbold med, uden du ligner en med spastiske lammelser – og lær det i det største nulevende fartøj i den sydlige hemisfære. Nu. Med familien om bord. Kom så. Jaja, der er godt tretusind kilometers bjergkørsel foran dig og hvad så. Kør.
Det gik sgu overraskende glat. På den gode måde.
Familieferie med alt hvad det indebærer
Men er det overhovedet fedt at køre rundt i sådan en “people-mover”? Hvad med børnene, var det ikke for hårdt for dem? Er det ikke snarere en familiemæssig prøvelse, end det er en ferie? Skændes man ikke hele tiden? Bliver man ikke sindssyg af at skifte ble i håndvasken med den ene hånd, mens man prøver at få koteletterne til at makke ret med den anden fod? Er det i det hele taget ikke meget bedre at lade sig indlogere på et godt hotel i Grækenland og slappe af, i stedet for at tonse rundt på må og få i en bjergkæde på den anden side af jorden? Kunne man måske fristes til at spørge.
Ingen tvivl om at en tur som denne – i hvert fald den del, som foregik i autocamperen – udfordrer ens komfortzone. Men en af hovedpointerne med at tage af sted er jo at være sammen som familie, at opleve alt muligt nyt på samme tid, alle sammen. At bryde det hverdagslige, hvor man er spredt for alle vinde i løbet af dagen. Af ugen. Det er uvurderligt at sidde om aftenen i en eventyrlig kulisse og tale med sine børn og sin ægtefælle om, hvor fantastisk det var med det vandfald i Milford Sound, eller de hvaler i Kaikoura eller den gejser i Rotorua, vi så tidligere samme dag. Eller smugkigge i det digitale kamera allerede samme eftermiddag, man har foreviget hinanden i de varme kilder i Hanmer Springs.
Vi har intet imod at bo på hotel i Grækenland – har gjort det før og vil absolut gøre det igen – men det giver helt sikkert ikke lige så mange spektakulære oplevelser som den mere aktive ferie, man kan gøre i New Zealand. Det kan da godt være at femårige Frederik, som til daglig frister en ret ubekymret tilværelse i børnehaven, kunne savne sin hverdag med vennerne, men den “knugende sorg” forsvandt gerne som dug for solen, når vi med bar mave kæmpede os igennem et stykke med regnskov for til sidst at kaste os svedige i de brusende bølger på en jomfruelig strand. Det var ikke ligefrem ordet “stakkels”, der meldte sig, når man betragtede vores børn.
Højere tolerancetærskel
Strande, bjerge, floder, vandfald, kogende mudder, gejsere, flinke mennesker, bungyjumpere, jetboats, paraglidere, helikoptere, hvaler, delfiner, pingviner, regnskov. Får. Mange. For lige at opsummere et par stikord. Med en kulisse som denne kunne man formentlig bevæge sig gennem landet på en trehjulet cykel med lad og være så benovet, at man glemte at være træt. Med andre ord: vi kunne ikke undgå at have en fantastisk tur. Skænderier? Ja, der skal da nok, hvis man tænker efter, være røget en finke af panden her og der. 50 dages uafbrudt koordinering af fem individers særskilte meninger og behov skal vel nødvendigvis gnistre lidt ind i mellem, men, hvor man i dagligdagen let kan gå hen og blive lidt indebrændt og mavesur over de små ting, vælger man instinktivt at gå i væsentligt større sko, når den overordnede dagsorden er, at vi som familie er i færd med at erobre verden. Gid man i øvrigt kunne fastholde denne basisindstilling altid, også i februar måned hjemme i København og omegn.
Ordet trummerum findes simpelt hen ikke på de kanter. Når man f.eks. ser en skole, tænker man skole!? Hvordan kan man gå i skole her midt i Smeagols baghave? I Queenstown, headquarter for Action-Jacksons, hvor man næsten ikke kan se himlen for helikoptere på vej op i gletsjerne med endnu et læs eventyrere, paraglidere og bungyjumpere, ja, der bor der vel også mennesker, som bare skal have en hverdag til at fungere på helt normal vis. Det er bare svært at forestille sig.
Smittet af den gode stemning, og fordi man ikke bare kværner igennem vovehalsenes hjemland uden selv at hungre efter et adrenalinrush, udså vi os nogle aktiviteter, som kunne tilfredsstille den indre Galimatias, uden at vi for alvor udfordrede vores rejseforsikring: en tur med jetboat op og ned af floder, noget whalewatching og en gang delfinsvømning sikrede et par sider i scrapbogen.
Daglige overraskelser
Tre uger brugte vi på at omringe Sydøen, hvorefter vi tog hul på Nordøen. Farvandet mellem New Zealands to øer, havde vi læst os til, går for at være et af de mest lunefulde i verden, hvilket ikke mindskede vores forventninger til overfarten. Efter en i forhold til de opskruede forventninger let kedsommelig sejltur fra Picton til Wellington kunne vi deponere den transportable etværelses lejlighed og få øjeblikke senere vifte med nøglerne til en firehjulstrækker, der inviterede til armen ud ad vinduet og tilbagelænet Jack Johnson i cd-afspilleren.
Et par uger forsvandt som fint sand mellem fingrene, mens vi trevlede Nordøen op på langs i dette prægtige køretøj, som i øvrigt for første gang siden Danmark bibragte os den trafikale luksus rent faktisk at kunne foretage en overhaling, hvilket havde været “out of discussion” i camperen. Man overnatter selvsagt ikke fem mennesker i en personbil. I stedet havde vi hjemmefra booket os ind på de herligste B&B’s. Væk var improvisationselementet, men til gengæld blev der tilføjet en ny lille finesse: hver dag afsluttedes med at glæde sig over, at B&B ikke betyder Wittrups Motel på Roskildevej, men derimod en rummelig lejlighed med spabad, swimmingpool lige nedenfor terrassen og strandudsigt. Det levede vi med.
Langt hjem
Alt godt får en ende. Ferien gjorde dog en sidste glad krampetrækning, da vi på vej hjemover mellemlandede en lille uges tid i Sydney. Sikke en by. Stor og pulserende, kaotisk, stilfuld. Uhyre praktisk at man kan sejle på kryds og tværs af havnen ud til de gode strande (Manly Beach, Bondi Beach), hen til Operahuset, ud til zoologisk have og hjem igen. Til priser, der tager rimeligt hensyn til familier.
Skulle vi gøre turen igen en anden gang, brækker vi flyveturen hjem fra Sydney over i to, ligesom på udturen, og mellemlander nogle dage i Thailand. For de der 27 timers nonstop hjemtur inkl. ventetid trak godt nok grundvand. Yikes, hvor var vi trætte, da familien viftede med Dannebrog i København.
Må vi med andre ord have lov at anbefale: tag lån i huset og rejs langt væk! Du kan f.eks. Rejse rundt i New Zealand i firehjulstrækker eller tage Fra nord til syd i camper.
Fakta om forfatteren
Lars Nørgaard og Heidi Maxmiling rejste i New Zealand med børnene Mikkel, 8, Frederik, 5 og Caroline, 2. Lars er privatpraktiserende psykolog, konsulent i Falck og Forsvaret og freelance skribent – bl.a. brevkasseredaktør i Femina. Heidi er freelance pressefotograf med egen hjemmeside, http://maxmiling.dk/ – lavet af Lars.
