Stemningen er afslappet og fri. Naturen er unik med aktive vulkaner, svejende palmer og bløde sandstrande. Læg dertil det fantastiske klima, og du har ifølge Margit Jensen og Morten Madsen opskriften på en uforglemmelig rejse til paradiset i det tropiske ø-rige, Hawaii.
Bliv inspireret af artiklen og se MyPlanets udvalgte rejser til Hawaii, samt vores øvrige rejser til USA.
Hvad gør Hawaii specielt for jer?
Den herlige aloha-atmosfære, det bløde sand mellem tæerne og det azurblå Stillehav. Dertil den enestående natur med alt fra regnskov, ørken og vulkaner til et mangfoldigt dyreliv. Temperaturen ligger altid på minimum 25 grader i lavlandet, og solen skinner det meste af tiden fra en skyfri himmel, men en let brise gør, at det aldrig bliver for hedt.
Hvilken oplevelse vil I anbefale andre?
Surfing. Den unikke surfkultur på Hawaii er noget, man virkelig skal opleve. Surfkulturen gennemsyrer lokalbefolkningens hverdag, her går børnene ikke til fodbold – de går til surfing. Det er på stranden, man møder en ægte hawaiianer – med et surfboard under armen.
Jeres bedste Hawaii oplevelse?
Helikoptertur med Mauna Loa Helicopters. Se hvor filmen Jurrasic Park er optaget, Waimea Canyon og Waialeale krateret. Der er garanteret vinduesplads, og for en beskeden merpris kan du flyve i en helikopter uden døre.
Hvad er vigtigt, når turen til Hawaii skal planlægges?
Sæsoner. Rejser du over jul og nytår eller i sommerferien, så bestil i god tid. Desuden er det en lang flyvetur, så overvej at tage et stop over på det amerikanske fastland.
Hvornår er det bedst at tage af sted?
Hawaii er en helårsdestination pga. klimaet. Men den bedste rejsetid vejrmæssigt er dog i sommermånederne, men her er priserne også tilsvarende højere.
Margit og Mortens top 5
- USS Arizona Memorial i Pearl Harbor. Et gribende mindesmærke over en skæbnesvanger dag, den 7. december 1941.
- Helikoptertur over Kauai, garanteret vinduesplads – gode muligheder for fantastiske billeder.
- En tur ad Häna Highway på Maui. Vejen har 620 sving og 59 broer, hvoraf 46 er med kun en vejbane.
- De kridhvide strande, bølgerne og surfkulturen. Spis god seafood og prøv en lokal øl efter en dag i bølgerne.
- Vulkantur på Big Island og Maui.
Husk også…
- De lokale går rent faktisk i Hawaii-skjorter og vil stadig gerne tages alvorligt. Hawaii-skjorten er en praktisk beklædningsgenstand og ikke kun for sjov, så tag endelig din egen med. Hawaii-skjorten blev verdenskendt, da surferbandet Beach Boys begyndte at optræde i dem.
- Trafikken er håbløs i Honolulu. Brug lokalbusserne på Oahu. De er gode og kaldes The Bus. For nogle få dollars er det muligt at komme rundt på hele øen.