På Lizard Island i the Great Barrier Reefs nordlige ende fungerer en marineforsknings-station side om side med et eksklusivt resort. Finansieret af øens besøgende registreres der nye arter, og der forskes for at redde koralrevet.
Farverne er fantastiske, især de turkise og blå nuanceskift i vandoverfladen. Og denne dag er som de fleste andre dage ude på Lizard Island: Varm, solrig og ren nydelse. Ordene er ikke mine, men kommer fra Lyle Vail, som er forskningschef og kom hertil allerede i 1990. Han synes virkelig, at han er havnet i paradis, eftersom han er stationeret og bor i en nationalpark, omgivet af en marinepark på en koralø på the Great Barrier Reef. I 30 år har man forsket i koralrevets fremtid på Lizard Island Research Station og forsøgt at kortlægge det artsrige økosystem, som eksisterer på revet.
Se MyPlanets krydstogt ved Great Barrier Reef, og ønsker du også at opleve Lizard Island på din ferie i Australien? Så se MyPlanets rejse ‘Luksus Down Under’, der byder på et krydstogt ved Great Barrier Reef med Lizard Island.
Giver smag på mere
Videnskabsmændene om bord på kaptajn Cooks skib gjorde mange usædvanlige opdagelser, men livet på the Great Barrier Reef er fortsat fyldt med uløste videnskabelige mysterier. Muligheden for at dykke og blive under vandet indebar en revolution for marinebiologernes undervandsekspeditioner i 50’erne og 60’erne. Og muligheder for at dykke og snorkle findes til overflod ved Lizard Island. Da jeg selv ifører mig dykkermaske og får mulighed for at opleve livet under overfladen, står det lysende klart, at dette er en verden, som fuldkommen tager pusten fra en, og man vil bare ned igen for at se mere, opleve mere og vide mere om, hvad der sker i koralrevets verden.
Anerkendt forskningsstation
Her kan hvert nyt dyk bogstavelig talt blive til et nyt bidrag i forsøget på at bringe orden i det mylder af farver og former, som udgør alt levende på koralrevet, og oven i købet blive til en ny mulighed for at gøre unikke videnskabelige opdagelser. Lizard Islands forskningsstation drives af Australian Museum og har været i brug siden begyndelsen af 1970’erne, og det er en af de første marineforskningsstationer på hele the Great Barrier Reef. Det var også her på Lizard Island, at BBC valgte at indspille afsnittet om koralhav og koralrev i den meget omtalte serie, “Den Blå Planet”.
Truslen mod korallerne
Det er fem år siden nu – i 1998 – at koralforskerne slog alarm og rapporterede om, hvordan 15 – 20% af verdens koralrev var truet af koralblegning forårsaget af igangværende globale klimaforandringer og øgede vandtemperaturer. Siden da har El Niño-effekten heldigvis ikke været så voldsom, og revet har klaret sig bedre end frygtet. Globalt set er the Great Barrier Reef fortsat det i særklasse største og sundeste koralrev i verden, konstaterer Lyle Vail taknemmeligt. Og at revet rundt om Lizard Island har klaret sig allerbedst, glæder ham i særdeleshed – ham, som gør alt for at værne om Australiens måske allerfornemste naturarv med den unikke undervandsverden.
Revets fjende
Revet har altid været i stand til at restituere sig efter naturskabte katastrofer som f.eks. efter stærke cykloner eller kraftige storme, men nu er det klimaforandringer, rovfiskeri og kemiske miljøforureninger, som gør forskerne urolige for fremtiden. – Det er vigtigt, vi formår at beskytte verdens koralrev i dag og i fremtiden for at mindske eller helst undgå det stress, som de udsættes for. På Lizard Island forsøger vi at tage det ansvar, siger Lyle Vail. – Her er det meningen, at fremtidens marinebiologer skal kunne komme og få den bedst mulige uddannelse overhovedet, beretter Lyle.
Ultimativ oplevelse
Faktum er, at nogle få marinebiologer fra Sverige har fundet hertil for at studere. Ellers er det en yderst isoleret og afsidesliggende lille ø. Ud over forskere befolkes den kun af de, som har råd til at besøge øens eneste hotel – et meget dyrt og eksklusivt sted, men unægteligt pengene værd, hvis man har råd til at unde sig selv nogle dages total luksus. Efter en totalrenovering i 2000 lever resortet med rette op til det nye slogan: The Pearl in the Reef (Perlen på revet). Med et maximum på 80 gæster af gangen og med 24 uberørte, kridhvide sandstrande er den bjergrige ø den ultimative koraløsoplevelse.
Turister finansierer forskning
Det er et mere fortrøstningsfuldt billede af koralrevets fremtid, jeg har med mig fra Lizard Island tilbage til fastlandet og Cairns. Fremtiden for Lizard Islands forskningsstation ser også lys ud. Næste år skal et nyt stort laboratorium være klar tillige med et nyt forskningsbibliotek, finansieret først og fremmest af stationen selv, men også vha. sponsorpenge primært fra mennesker, som har haft råd til at besøge Lizard Island, og som har råd til at vende tilbage, og som værner om koralrevets fremtid.
Om forfatteren
- Natur- og miljøjournalisten Dag Jonzon har foretaget flere rejser i Australien som producer for “Naturen” i TV4 og “Naturfilm” i STV.
Om Lizard Lodge
- Lizard Lodge ligger i en kokospalmelund med udsigt over havet og byder på luksus, der overgår enhver fantasi. Man kan vælge mellem værelser i forskellige kategorier.