Namibia har det hele; storslåede ørkenlandskaber, safari i absolut verdensklasse og eksotiske kulturer, der stadig lever en meget traditionel tilværelse. Du kan også udforske gamle diamantminebyer, opleve klippemalerier fra tidernes morgen og nyde stemningen fra den tyske kolonitid i hyggelige kystbyer. Namibia ligger lige nord for Sydafrika og er et af Afrikas mest stabile og velfungerende lande. Alligevel finder forbavsende få rejsende vej hertil. Men de få, der gør, kan glæde sig over et ægte eventyr langt væk fra de gængse turistruter. Vel at mærke uden at det behøver at blive primitivt. Her har vi samlet 10 af de bedste oplevelser i Namibia.
Etosha National Park
Etosha nationalparken er blandt de bedste safaridestinationer i Afrika. Især i vores sommermåneder og i efteråret, når landskaberne tørrer ind omkring den store saltslette, og dyrene samler sig omkring de få tilbageværende vandhuller. Her kan du sidde i timevis og se en sand parade af dyr komme for at drikke. Alle de kendte safaridyr lever i Etosha. Fra de mægtige ørkenelefanter, løver og leoparder til zebraer, strudse og et mylder af forskellige antiloper. Etosha er desuden et af de bedste steder at opleve det sjældne sorte næsehorn i fri natur.
Sossusvlei
Af alle Namibias landskaber er de enorme sandklitter ved Sossusvlei måske de mest berømte, mest fotogene og mest storslåede. Ikke mindst i morgengryets gyldne skær. Så det er værd at starte tidligt for at bestige en af de vældige sandklitter og nyde solopgangen over sandhavet fra toppen. Man skulle ikke tro det, men der lever faktisk oryx-antiloper og andre dyr i klitterne. Her ligger også små saltsøer, der kun fyldes med vand, når det regner. Særlig spektakulær er saltsletten Deadvlei, hvor døde træer strækker deres knudrede grene mod himlen som surrealistiske skulpturer. Træerne døde sandsynligvis for over 600 år siden, men de forgår ikke længere på grund af det tørre klima.
Swakopmund
Den hyggelige lille kystby Swakopmund blev grundlagt som tysk koloni i 1892, og selvom den tyske kolonitid kun varede kort, er den tyske arv tydelig at se i Swakopmunds arkitektur og tyske stednavne. Det tyske præg går igen på byens restauranter og caféer, der byder på wienerschnitzel, fadøl og tyske konditorkager. I dag er Swakopmund en populær ferieby med gode restauranter, et væld af udflugtsmuligheder og et langt køligere klima end inde i ørkenen.
Sælkolonier langs Skelet-kysten
Nord for Swakopmund slår store bølger ind mod den øde ørkenkyst. Utallige skibe er gennem tiderne gået på grund langs denne kyst, hvilket betød den sikre død for de stakkels sømænd. Derfor fik den med tiden navnet ’Skeletkysten’. Den dag i dag er der stadig ikke mange tegn på menneskelig civilisation langs kysten, hvilket dyrelivet nyder godt af. Ikke mindst sæler, og ved den store sælkoloni ved Cape Cross kan du komme meget tæt på de højlydte dyr.
Damaraland
Damaraland er et fantastisk område med eroderede bjerge og åbne, stenede landskaber, der ikke synes at have ændret sig overhovedet siden tidernes morgen. Alt synes gammelt i Damaraland. Ved Twyfelfontein har jæger-samlere gennem årtusinder malet områdets vilde dyr på de rustrøde klipper, og nær byen Khorixas ligger 280 millioner år gamle forstenede træstammer rundt om i landskaberne. Selv de levende planter bliver enormt gamle her. Et godt eksempel er Welwitschiaen, der kan leve i op til 1.500 år i den nådesløse ørken.
Mød himba-folket
Med sin karakteristiske hårstil, tunge smykker og sparsomme beklædning i skind og læder er himba-folket let at genkende. Trods pengeøkonomi og andre moderne opfindelser har gjort sit indtog i himba-folkets område i det nordlige Namibia, holdes mange af de gamle traditioner stadig i hævd. De bor eksempelvis i små telte af skind, og rigdom måles fortrinsvist i antallet af køer. Himba-folket samler også stadig mad i naturen, der suppleres med agerbrug samt opdræt af får, geder og køer.
Fish River Canyon
I det sydlige Namibia har Fish-floden skåret sig ned i landskaberne og skabt Afrikas største kløft. Med en længde på 160 kilometer, en bredde på op til 27 kilometer og en dybde på op til 550 meter, minder kløften mest af alt om en mindre udgave af USA’s Grand Canyon. Men langt færre rejsende finder vej til dette afsides sted, og det giver en helt anden oplevelse. Der er adskillige flotte udsigtspunkter langs kanten af kløften, men det er også værd at snøre vandreskoene og udforske stierne, der fører ned i dybet.
Kolmanskop
Namibias undergrund er rig på mineraler, og i 1908 blev en kæmpe diamant fundet i ørkenen. Inden længe flokkedes folk til stedet med håbet om hurtig rigdom, og de forvandlede ørkenen til den driftige og meget moderne mineby Kolmanskop. Byen havde elektricitet, en isfabrik og sågar den første sporvogn i Afrika. Men lykken var kort, og i 1954 forlod de sidste indbyggere Kolmanskop. Siden har ørkenen indtaget de gamle bygninger, der står tilbage som minde om byens korte storhedstid.
Kalahari-ørkenen
Kalahari-ørkenen er det perfekte sted at slippe væk fra det hele. Et 1,2 mio. km2 stort fladt og tørt område, der brydes af spredte baobabtræer, hårdføre buske og øjensynligt livløse saltsøer, der strækker sig mod horisonten under den nådesløse sol. Kalahari er dog langt fra livløs. Små floder løber på kryds og tværs gennem de rå omgivelser, hvilket gør det muligt at opretholde et overraskende rigt og varieret dyreliv. Det er også her, du kan møde buskmændene, der stadig jager med bue og pil og samler planter i ørkenen.
Caprivi strip
Caprivi Strip løber som en tynd langtange mellem Angola og Botswana. Her er naturen langt mere frodig end i resten af Namibia, og nationalparker som Khaudum, Bwabwata og Nkasa Rupara byder masser af vild natur langt væk fra de gængse turistruter. Dyrelivet er særdeles rigt, og elefanter og flodheste ses ofte langs floderne. Et godt udgangspunkt for udforskning af området er øen Mpalila, der ligger lige der, hvor Zambezi-floden og Chobe-floden mødes.