Imponeret blev Claus, da han rejste til det østlige Canada for at udforske en del af Canada, som kun få finder vej til.
Claus vidste ikke helt, hvad han skulle forvente sig af rejsen, men han vendte tilbage positivt overrasket over Nova Scotias fantastisk idylliske natur og imponerende dyreliv. Her kan du læse om de 4 oplevelser i det østlige Canada, der gjorde størst indtryk på Claus, og som han varmt anbefaler. Bliv inspireret af artiklen og se vores kør-selv ferie i Nova Scotia.
1. Hvaltur
En af de oplevelser der gjorde størst indtryk på Claus var en hvaltur fra Brier Island på Bay of Fundy. “Pukkelhvalerne var langt større end båden, og de var helt vildt nysgerrige. De svømmede rundt omkring og under båden, og nogle gange kunne vi næsten røre ved dem”, fortæller Claus med stor begejstring. Han vil anbefale alle, der er i Nova Scotia, at tage på en hvaltur og understreger, at det gav et enormt adrenalinkick at komme helt tæt på de enorme dyr.
2. Cabot Trail
Claus havde aldrig hørt om Cabot Trail før sin rejse til Nova Scotia, men det blev en køretur han ikke glemmer foreløbig. “Strækningen på den nordligste del af Cape Breton Island er den absolut flotteste. Vejen snor sig langs kysten, så man har de frodige grønne bjerge på den ene side og det blå hav på den anden. Langs ruten er der rigtig mange udsigtspunkter og vandreruter, så jeg kunne nemt tilbringe en hel uge med bare at vandre rundt i det smukke landskab”, understreger han.
3. Kysten syd for Halifax
Fra Halifax kørte Claus ned langs kysten mod Lunenburg. “Det er en fantastisk smuk tur i en ret rå natur. Langs kystlinjen dominerer de bløde grå klipper, og i de mange vige ligger små idylliske fiskerlandsbyer som perler på en snor” forklarer Claus. Han anbefaler, at man tager sig god tid og gør stop i nogle af de hyggelige små byer som for eksempel Peggys Cove og Mahone Bay.
4. Price Edward Island
“Naturen på øen er helt exceptionel. Landskabet med de bølgende grønne marker og de mange kilometer kystlinje var fantastisk smuk.” fortæller Claus. Øen er primært kendt fra serien Anne fra Grønnebakken, som blev filmet ved byen Cavendish. Her kan du blandt andet besøge det lille hvide træhus, hvor Anne boede, som står præcis som dengang serien blev optaget.