Snestorm, solskin, skydække, styrtregn - 75 km ad The Overland Track gennem bjerge og regnskov på Tasmaniens mest berømte flerdages vandretur er et studium i vejrfænomener på nærmeste hold.
Sådan fortæller Kim Risager efter at have taget turen selv. Læs om hans oplevelser her:
Se MyPlanets rejse ‘Kør-selv på Tasmanien‘, der tager dig til Cradle Mountain National Park, hvor The Overland Track ligger. Se også MyPlanets øvrige rejseforslag til Australien.
Ved starten af The Overland Track skiftede vejret fra overskyet til regn og kraftig blæst. Inden vi kom op over Marions Lookout, sneede det voldsomt, og temperaturen var faldet til nulpunktet. Vi kæmpede os vej igennem en mindre snestorm og kom til Waterfall Valley Huts – vores første overnatningssted, som var fyldt af trætte, kolde og våde vandrere. Vi blev modtaget af varme fra gasovnen, og inden længe simrede maden om kap med varm kakao. Vi talte en broget flok bestående af fire ældre damer fra Hobart Tramping Club, en far og søn fra Launceston, to amerikanere, en ung tysker og tre danskere.
Puddersne og soldyrkning
Efter en kold nat vågnede vi op til en vindstille og diset morgen. Uden for hytten listede en nysgerrig wallaby rundt. Dagens etape var kun på 15 km og gik over åbent land flankeret af bjerge med nyfalden puddersne på toppen. Et par km fra Windermere Hut tittede solen frem. Resten af eftermiddagen gik med at tørre tøj og nyde solen. Hvad kunne man næsten ønske sig mere?
Natten blev kold og klar, og jeg stod op midt om natten for at nyde den helt fantastisk klare stjernehimmel. Længe beundrede jeg stjernerne – et klart bevis på, at jeg befandt mig på den sydlige halvkugle. Plateauet neden for hytten var oplyst i et fortryllende skær, og eukalyptustræerne skinnede som sølv.
Luften tung af myg
Næste morgen lå morgendisen lavt. Turen til New Pelion Hut startede igennem tæt eukalyptusskov med krogede og uvirkelige træer. En stemning som i “Alice i Eventyrland”. Herefter kom vi ud i et åbent sumpområde, og frokosten blev indtaget med den smukke Mt Pelion West som baggrund. De brune bjerge og det gule sumpgræs stod i skarp kontrast til den azurblå himmel; det var svært at løs-rive sig. New Pelion Hut ligger godt med en fabelagtig udsigt. Igen blev aftenen nydt i selskab med de andre vandrere. Selv om luften var tung af myg, blev solnedgangen over Mt Oakleigh nydt, til det blev helt mørkt.
Optur med udsigt
Næste dag blev en lang dag med en lille ekstra tur op på Mt Ossa, Tasmaniens højeste bjerg på 1.617 m. Turen derop startede let, men efter en tid skulle der passeres flere lodrette sektioner. Hivende efter vejret ankom vi en efter en til toppen for at konstatere, at det var overskyet. Heldigvis forsvandt skyerne, og vi fik en helt fantastisk udsigt ind over Cradle Mountain.
Fra Kia Ora Hut fortsatte turen dagen efter til Windy Ridge Hut med en lille omvej forbi Hartnett Falls, et smukt vandfald inde midt i regnskoven. Sidst på eftermiddagen begyndte det at småregne, og inden vi gik til køjs, regnede det kraftigt. Resten af turen til færgelejet ved Narcissus Hut blev en våd fornøjelse.
På den korte tur med færgen over Lake St Clair blev der tid til at tænke tilbage på seks dage i Tasmaniens uberegnelige, men utroligt smukke natur.
