Betinas (fra MyPlanet) bedste oplevelse i New Zealand er en cykeltur ad Otago Central Rail Trail i den centrale del af Sydøen. En fantastisk cykelsti, der følger et gammelt jernbanespor langt væk fra hovedvejene og dybt ind i naturen.
”Så er vi her”, bekendtgjorde chaufføren og parkerede bilen midt i ingenting. Vi steg ud og kiggede os omkring. Bølgende græsmarker strakte sig over lave bakker, og i baggrunden kunne vi se de høje bjerge rejse sig mod himlen. Udover den vej vi var kommet ad, var der ikke mange tegn på menneskelig civilisation. Og dog. Et stykke fra vejen løb en bred grussti gennem de vilde landskaber mod horisonten. ”Nu skal vi bare have cyklerne af traileren, og så er I klar til at komme af sted”. Guiden løftede hurtigt cyklerne ned. Vi fik også udleveret cykelhjelme, og vores lille dagtursrygsæk var fyldt op med snacks, mad og vand. ”God tur”, vinkede han, da han satte sig ind i bilen igen. ”Jeg henter jer 20 kilometer nede ad stien”. Jeg satte min solide mountainbike i gear, lagde vægt i pedalerne og satte i bevægelse ned ad grusstien.
Ad gamle jernbanespor
Otago Central Rail Trail er ikke nogen almindelig cykelsti. I 1860’erne blev der gjort store guldfund i denne del af landet, og det lokkede lykkejægere, guldgravere, investorer og andet godtfolk til fra nær og fjern. Byer skød op med rekordfart omkring guldminerne, og veje blev anlagt gennem det ellers ufremkommelige terræn. Dette åbnede også området op for en anden befolkningsgruppe; landmænd, der så en mere stabil indtægtskilde i de frodige landskaber. De etablerede fårefarme og frugtplantager, der ofte gik rigtig godt. Men de stod over for et stort problem. Vejene var dårlige, og der var langt til byerne langs kysten, når deres uld, frugt og andre produkter skulle sælges. Derfor valgte man at opføre et jernbanespor gennem det afsidesliggende område.
Det var et møjsommeligt arbejde. Tunneller skulle sprænges ud med dynamit, broer skulle bygges over stenede kløfter, og ton efter ton af jord skulle flyttes med hakke, skovl og trillebør. Undervejs måtte de også kæmpe mod både økonomisk depression og første verdenskrig, der forsinkede projektet. Byggeriet kom til at tage 42 år, og først i 1921 nåede linjen sin endestation i Cromwell.
En god idé
Togbanen blev hurtigt et vigtigt forbindelsesled mellem kystbyerne og de afsidesliggende gårde. Men jernbanernes storhedstid var ved at ebbe ud. Vejene var blevet forbedret i mellemtiden, og meget transport var blevet overtaget af lastbiler, der var billigere, hurtigere og mere fleksible. I 1980 blev strækningen fra Cromwell til Clyde nedlagt for at gøre plads til Clyde-dæmningen og Lake Dunstan, og i 1991, blev skinnerne mellem Clyde og Middlemarch også fjernet. Dele af den gamle jernbane eksisterer dog stadig, og det er muligt at opleve de første 64 kilometer af ruten om bord på Taieri Gorge Railway fra Dunedin til Middlemarch. Men jernbanens dage var talte.
Dette kunne have været afslutningen på historien om jernbanen, indtil der var én, der fik en god ide: At omforme det gamle jernbanespor til en cykelsti. Idéen vandt indpas, og Otago Central Rail Track åbnede for offentligheden i år 2000. Det samme gjorde et nyt kapitel i jernbanens historie.
New Zealands bedste cykeltur
Det var vidunderligt at cykle ad de gamle jernbanespor. Snart havde vi lagt hovedvejen bag os, og i alle retninger var vi omgivet af vild natur. Ikke så meget som en by eller vej, var der i sigte. Kun cykelstien, der løb som et smalt bånd gennem de frodige landskaber. Af og til passerede vi en gammel bro over en kløft eller kørte gennem tunneller, der kunne være så lange, at vi ikke kunne se lyset i den anden ende. Men størstedelen af tiden trillede vi stille og roligt af sted under en høj, blå forårshimmel omgivet af dybgrønne enge og vilde blomster. Får i tusindvis gik og græssede langs sporet, overalt hoppede lam kåde rundt i den lune forårssol. Ruten var tilmed meget flad, da de gamle tog havde svært ved at forcere alt for store stigninger.
Cykelturen er hurtigt blevet et hit i New Zealand, og selvom mange rejsende overser denne mulighed, har newzealænderne taget den nye rute til sig. På vejen møder man masser af søde og imødekommende lokale folk, der hellere end gerne vil snakke. Dette er faktisk endnu en af turens store oplevelser. Nogle har taget skridtet videre og er flyttet til området, hvor de har åbnet små hyggelige bed & breakfasts langs ruten.
Det gør det muligt at køre i flere dage med komfortable overnatninger undervejs. Hele ruten er 150 kilometer lang, men de fleste vælger at cykle mindre dele af den. Det kan være alt fra et par timer til et par dage. Vi havde kun valgt at køre 20 km – og det var helt klart ikke nok. For turen langs den gamle jernbane er i mine øjne en af New Zealands allerbedste oplevelser, og en dag vender jeg tilbage for at køre resten af turen. Det er helt sikkert.