Patagonien i Chile byder på et fantastisk dyreliv, og her kan du læse mere om alle de fantastiske oplevelser.
Over alt i det argentinske og chilenske Patagoniens vidtstrakte ørkenområder kan du opleve den betagende og enestående bestand af dyre- og fuglearter, der stortrives i dette uspolerede paradis.
Patagonien er en dramatisk og vindblæst vildmark, bestående af gletsjerspaltede landskaber. Dette enorme område, der strækker sig over 400.000 kvadratkilometer i Argentina og Chile, rummer hele ni nationalparker, blandt andet Torres del Paine, Los Glaciares National Park og Valdes-halvøen. Det her er uden tvivl en af de mest oplagte grunde til at rejse til Sydamerika.
Tag med os på en af vores rejser til Patagonien, og oplev denne ubegribelige vildmark. Her kan du se de graciøse og adrætte Andes-pumaer, der hviler på græsstepperne, og Guanakoerne, der piler op ad de forrevne bjergsider. Og du kan opleve mylderet af søløver og pingviner på de stenede kyststrækninger, eller udforske det righoldige liv i havet, der blandt andet er hjem for den sydlige rethval, søelefanter og delfiner.
Vores vandreture i Patagonien bringer dig ud på majestætiske gletsjere, på tværs af vidtstrakte græsstepper og gennem frodige skove, som er flankeret af perlende søer og smukke laguner. Her er masser af muligheder for at betragte områdets fantastiske terræn og de utallige, forskellige dyre- og fuglearter. Oplev det fantastiske vildmarksliv i Argentina på en spændende og lærerig rejse til Patagonien med stop ved Puerto Madryn og vådområderne i Ibera.
På den følgende virtuelle rejse vil vi præsentere en lille del af Patagoniens forbløffende dyreliv.
Torres del Paine er et af de bedste steder i Patagonien at spotte den sky puma, eller andesbjergløven, som den også kaldes. Takket være en betydelig bestand af guanakoer, der er deres vigtigste bytte, har disse rovdyr fundet et fristed i det UNESCO-listede biosfærereservat i den chilenske del af Patagonien. Pumaer er ikke flokdyr, men foretrækker i stedet at leve og jage alene. Deres pels udgør en fremragende camouflage i det halvtørre landskab, hvilket gør dem svære at få øje på. Den bedste mulighed for at komme til at stå ansigt til ansigt med dette prægtige kattedyr er på en vandretur ind i Torres del Paine sammen med en ekspertguide.
Guanakoer er tæt beslægtet med alpakaer og lamaer, og de kan findes overalt på Patagoniens stepper, kratområder og bjerge. Disse planteædere er skabt til at overleve i tørre områder og kan, ligesom en anden slægtning, kamelen, gå uden vand i lange perioder og overleve på den væde, de får fra de planter, de spiser. De kan løbe med cirka 55 kilometer i timen, hvilket gør dem til de næsthurtigste pattedyr i Patagonien efter pumaen, der har dem som deres primære byttedyr.
Læn hovedet tilbage og betragt himlen over Torre del Paine, og du vil sandsynligvis få øje på Andeskondoren, der anses for at være verdens største flyvende fugl med et vingefang på over tre meter. Gribben afsøger bjergsiden fra luften med deres skarpe blik på jagt efter kadavere og ådsler, der er deres foretrukne måltid. De er meget kloge og stærke fugle, der er kendt for at kunne tilbagelægge 320 kilometer på en enkelt dag og flyve så højt som 5,5 kilometer over terrænet. Du kan også opleve kondoren i Chile omkring Punta Arenas.
En anden pragtfuld fugl, der er et almindeligt syn i Patagonien, især omkring søer og laguner, er den chilenske flamingo. De farverige fugle lever i store flokke, hvor de let kan kendes på deres lange ben, lyserøde fjerpragt og sorte næb. Det bedste tidspunkt at observere flokkene af flamingoer er i ynglesæsonen, som ligger mellem sommermånederne fra december til februar. Chacabuco-dalen i Chile og La Pampa i Argentina er gode steder at se de store kolonier af de elegante trækfugle.
Den patagoniske ræv, også kendt som den sydamerikanske gråræv, stammer fra denne region. Det lille rovdyr vejer mellem 2 og 5,5 kg. Det er en meget tilpasningsdygtig ådselæder, der føler sig hjemme på mange forskellige steder, lige fra det tørre, argentinske krat til de kølige stepper. Selvom de kaldes gråræve, betragtes disse pattedyr som “uægte” ræve, da arten er tættere beslægtet med hunde og ulve.
Humboldt-stinkdyret, der overvejende lever på Patagoniens græsstepper, er et lille, kraftigt bygget pattedyr, der hovedsageligt lever af insekter og andre, mindre pattedyr. Dyret, som også er kendt som det patagoniske svinenæsede stinkdyr, har en eller to hvide striber, som løber ned langs kroppen. Stinkdyret kan sprøjte deres meget ubehagelige kropsvæske op til fem til syv meter, så det er anbefalelsesværdigt at betragte dyrene på god og sikker afstand.
Du finder den nordligste koloni af springpingviner på Penguin Island (Isla Pinguïno), der ligger tæt på havnebyen Puerto Deseado i Santa Cruz-provinsen i det argentinske Patagonien. Disse særegne pingviner har markante røde øjne, orange næb og en særegen strittende kam med et gult strejf. De trodser stærke havstrømme og farligt vejr for at nå frem til deres redepladser på de klippefyldte kyster. Deres bestand svinder ind, og de går desværre en dyster fremtid i møde, hvor deres overlevelse er truet af klimaforandringer, forurening og overfiskeri.
Valdes-halvøen i Argentinas Chubut-provins er en skattekiste af liv under havoverfladen. En af områdets største beboere, der lever her året rundt, er den sydamerikanske søløve. Du kan betragte disse imponerende skabninger, når du sejler til Puerto Piramides. Tæt på halvøen ligger kystbyen Puerto Madryn, hvor du kan svømme med søløveunger og spotte rethvaler, der er beslægtede med bardehvalerne.
Patagoniens righoldige dyreliv er uforligneligt. Kom hertil og oplev de vandrende magellan-pingviner, spækhuggere, sydlig kæmpestormfugle og søelefanter. I alle hjørner af dette vidtstrakte landområde venter dig en masse fabelagtige møder med de vilde dyr.
Vil du opleve og udforske det rige dyreliv i Patagonien? Tag et kig på vores mange rejseforslag, der er fyldt med ubegrænsede eventyr og møder med dyrelivet. Kontakt vores rejseeksperter, så sammensætter vi din personlige og skræddersyede rejse for livet.
/MyPlanet Rejser 2022