Ponsonby Road i Auckland er bestemt et besøg værd, hvis du er i byen et par dage. Her er der god stemning og masser af shoppingmuligheder.
Ponsonby er hjem for mange kunstnere, folk fra mediebranchen og designere. På en af de omkring 60 barer, restauranter og caféer langs Ponsonby Road bliver der nydt new zealandsk Chardonnay og tilhørende tapas, en lækker middag eller en latté. Link-bussen stopper flere steder på den kendte og populære shoppinggade, men jeg foreslår, at man fra down town-siden står af ved aller første stop ved toppen af College Hill-bakken, som forbinder Ponsonby med Victoria Park Market og down town, og tager en god lang shoppingtur til fods med caféstop ned til den anden ende.
Udforsk Ponsonbys gourmet-lækkerier på MyPlanets tur til Ponsonby for madelskere og livsnydere, eller se flere af MyPlanets rejseforslag til New Zealand, som tager dig til Auckland og Ponsonby.
En aktiv bydel
Et endnu bedre indtryk af Ponsonby vil man få ved at være en “Pon’snoby” et par dage og bo i kvarteret på en af de mange backpackers eller boutique hoteller. Ponsonby er også et af de bedste shoppingkvarterer, når det gælder modetøj og brugskunst, men man kan også finde ting til boligen eller en interessant blomsterbutik. Allerede i begyndelsen af Ponsonby Rd. ligger Carly Harris, som bl.a. laver kjoler og toppe af indiske sarier og andre mønstrede stoffer. To af mine personlige favoritter ligger ca. halvvejs nede ad gaden – det kendte modehus WORLD med en lille afdeling på Ponsonby Rd., og den mindre kendte butik, Mrs. Crabb.
Ponsonby har sit eget eventbureau, Ponsonby Road Promotions, som hvert år bl.a. arrangerer Ponsonby Xmas Festival og Ponsonby Fringe Festival med gadeteater, udstillinger, “Long Lunch”, koncerter og meget mere.
Kunstnerkvarteret
I starten af Ponsonby Rd ligger “Pots of Ponsonby”, der er stedet, hvis man vil se nutidig new zealandsk brugskunst. Det er en sammenslutning af 13 kunstnere fra området, som udstiller deres ting under samme tag. For enden af gaden ligger den lille hyggelige kunstpark Western Park, hvor der på græsarealerne nærmest er “smidt” forskellige skulpturer, som er dele af gamle bygninger. De blev installeret i slutningen af 1990’erne af kunstneren John Radford. Han var inspireret af Aucklands skiftende bylandskab, og de forskellige dele forestiller dele af gamle bygninger fra 1880’erne, som 100 år senere blev revet ned til fordel for nye bygninger. Parken er det grønne fristed på Ponsonby Rd, hvor der er tid til et lille pusterum fra de mange aktiviteter og oplevelser.
Caféliv som livsstil
Til en shoppingtur hører en god brunch og en kop kaffe, og her får man virkelig sin sag for, når man skal vælge mellem de mange caféer, der ligger på den 1,5 km lange gade. Jeg har nu boet i Ponsonby i to år og fandt hurtigt ud af, at en ægte ponsonby’er, har to til tre stamcaféer, hvor man kommer dagligt og får en latté, en flat white eller en long black.
En latté kender de fleste, men de to andre er kiwi-slang for hhv. en café au lait, og en sort kop espresso toppet op med kogende vand. En short black er det samme, men serveres uden vand. Vigtig kaffeviden, når man rejser rundt i New Zealand. Caféerne er kendte for deres lækre brunchmenuer, og det er et must at prøve “Eggs Benedict”, som serveres med enten skinke, laks eller spinat sammen med to pocherede æg, ristet engelsk muffin og hollandaise-sauce. Skal det kun være kaffe og lidt dertil, er Agnes Curran lige ved siden af modehuset WORLD stedet – her sidder man ved et stort bord i en lille butik, hvor der sælges antikke skåle og pink sodavand.
Ud over espressokaffe i alle afskygninger, som er noget new zealænderne går meget op i, er de også glade for en mørkegrøn helsedrik kaldet Spirulina. Kiwierne drikker den ligesom juice. Det er en frugt-smoothie tilsat et grønt pulver lavet af blå-grønne alger! Ja, sådan en information skal hjernen lige “fordøje” første gang, man hører om indholdet i Spirulina. Jeg er selv en stor fan og garanterer, at drikken ikke smager af alger. Det skal helt klart prøves, og som det engelske ordsprog siger “When in Rome – do as the Romans”.
Fra slum til succes
I 50’erne og 60’erne var Ponsonby beboet af maorier og immigranter fra Stillehavsøerne. Husene var billigere, og det var ikke populært at bo her. I 70’erne begyndte der så småt at ske en udskiftning. Et skifte fra underklassen til middelklassen, som bragte arbejde, flere penge og butikker til bydelen. Igennem 80’erne og 90’erne blev kiwierne bevidste om værdien af at bo med havudsigt og tæt ved naturen, og nu ville alle bo i Ponsonby. Igen blev der tale om et skifte, så det i dag er mange fra den mere velstående middelklasse, der residerer i området.
Jeg går dagligt rundt i de små gader og betages hver gang af de smukke victorianske huse. I september lancerede Ponsonby Road Promotions en lille folder med fire forskellige historiske ruter, “Heritage Walks”. Hver tur tager en time, hvilket er tid nok til at få et historisk indblik samt viden om de mange fine gamle huse og bygninger. Ponsonby er faktisk det område på hele den sydlige halvkugle, hvor der er bevaret flest gamle victorianske huse. Det er en god oplevelse at opleve både det nye og gamle Ponsonby – og for en stund føle sig som en af de lokale.