Få udlevet dine vildeste Cowboydrømme på ryggen af en hest gennem Canada’s storslåede natur. Med Banff Trail Riders har du mulighed for at opleve dele af Canadian Rockies, som kun er muligt at udforske på en ridetur.
Stierne fører dig gennem tykke skove, solbeskinnede enge og en vidunderlige natur med udsigt til sneklædte bjerge i horisonten. Du har mulighed for at vælge mellem 1-, 2- eller 3-timers rideture, Cowboy Cookout, en heldagsridetur eller 2- og 3-dagesture fra staldene i Banff.
Oplev forskellige rideture
Forkæl dig selv med en hyggelig ridetur, hvor du passerer nogle af de mest enestående landskaber i Banff National Park. Du kan vælge mellem forskellige ruter af forskellig varighed, så turen kommer til at passe netop til dine ønsker.
Bow River Ride (1 times ridetur)
På denne ridetur langs den rolige Bow River, kan du opleve et rigt dyreliv nær de sumpede moser og græsklædte enge. Hvis du er heldig kan du spotte både ørne og høge der suser højt blandt skyerne. Du passerer historiske Cave and Basin undervejs og får samtidig mulighed for at opleve de storslåede Rocky Mountains på hele turen.
Spray River Ride (1 times ridetur)
Kryds den fantastiske Spray River og oplev det brusende vandfald Bow Falls i Rocky Mountains på denne ridetur, der samtidig giver en smagsprøve på den uberørte vildmark, man kan finde lige udenfor Banff. Du kommer samtidig forbi det berømte Fairmont Banff Springs Golf Course, som er en af de fineste i Canada.
Sundance Loop Ride (2 timers ridetur)
Har du lyst til at nyde naturen i rigtig westernstil? Så tag på denne ridetur, hvor du kommer til at opleve områdets unikke natur og samtidig får du muligheden for at spotte dyr, du ikke ville have haft mulighed for på gåben. Du kommer forbi Sulphur Hot Springs, historiske Cave and Basin, samt Bow Valley. Undervejs vil den erfarne guide lære fra sig og dele et par gode cowboytricks.
Bow Valley Loop Ride (3 timers ridetur)
Turen fører dig helt tæt på Banffs unikke dyreliv, hvor du både har mulighed for at møde bævere, elge og bjerggeder. Udforsk det rå terræn og de græsklædte enge ved Bow Valley, hvor du efterfølgende passerer historiske Cave and Basin, hvilket bestemt er oplevelsen værd.
Sulphur Mountain Ride (3 timers ridetur)
Det er næsten ikke til at tro, hvor mange spektakulære landskaber der venter på denne 3-timers ridetur. Med udsigt til de fantastiske Rocky Mountains, rider du på hesteryg mod spændende oplevelser. Her kommer du blandt andet forbi et populært landmark hotel, får muligheden for at spotte elge og prærieulve i krattet og krydser den brusende Spray River. Du rider langs Mount Rundle, hvor du får en fantastisk udsigt mod både Banff og Canmore. Du kommer samtidig forbi Fairmont Banff Springs Golf Course og Bow Falls, inden snuden vendes tilbage mod hestestaldene.
Cowboy Lunch Cookout/Cowboy Dinner Cookout
Få udlevet dine cowboydrømme på denne populære halvdagstur, hvor du først udforsker Banffs vidunderlige natur langs Bow River, og med lidt helt spotter det rige dyreliv i de tætte buske. Turen er perfekt til en gruppe af venner eller som en hyggelig familietur. Næste stop er 3 Mile Cabin, hvor du har mulighed for at prøve kræfter af med både lasso og hesteskokast. Efterfølgende står den på en række BBQ-favoritter, med blandt andet steak og hjemmelavede baked beans. På hjemvejen kommer du forbi Windy Knoll, hvor du finder en af de mest betagende udsigter ud over Rocky Mountains. Turen kan både laves som frokost- og middagstur.
Hvis et eller flere gruppemedlemmer ønsker det, er der også mulighed for at vælge en rolig hestevognstur langs Bow River til 3 Mile Cabinn og mødes med resten af gruppen til BBQ.
Cowboy for a day
Hvis du altid har drømt om at være Cowboy for en dag, kan denne udleves på denne fantastiske heldagstur. Du mødes med guiden ved staldene, hvor din hest bliver sadlet op og der gøres klar til afgang. Turen giver dig en god variation af landskaber, når du på hesteryg begiver dig gennem Spray River Valley. Undervejs har du samtidig mulighed for at fange den fantastiske panoramaudsigt ved Sulphur Mountain, hvilket er en oplevelse for sig. Frokost undervejs er inkluderet og på hjemvejen har du mulighed for at nyde udsigten ud over den enestående Spray River.
2- og 3-dages rideture i Banff
På disse spændende flerdagsture har du mulighed for at svinge dig i sadlen og ride ud mellem de skovklædte bjerge ved Banff National Park. Du overnatter på Sundance Lodge, der har en enestående placering i en smuk dal omgivet af Canadas storslåede natur. Lodgen ligger så langt ude i naturen, at det kun er muligt at komme frem på hesteryg i sommerhalvåret og på ski i vinterhalvåret. Området omkring lodgen byder på mange forskellige rideture og der findes noget for enhver smag, alt efter hvilken erfaring du har på hesteryg. Brug dagene på at udforske de forskellige ruter, som kan afhænge af vind og vejr, men også af guiden, som kender området ud og ind. Måltiderne nydes ved det lange bord i lodgens fællesrum, hvor det er muligt at dele erfaringer og oplevelser med lodgens øvrige gæster.
Læs mere om vores 2-dages ridetur i Banff.