Familien Nielsen, der består af far, mor og to børn, har været tre uger i Australien og er kommet hjem med mange fælles oplevelser. Vi har sagt "Safaritur i den røde ørken" til hver af de fire familiemedlemmer og fik fire forskellige beskrivelser:
Bliv inspireret af artiklen og se vores rejser til Australien.
Frederik, 15 år
Safarien står for mig som vores turs højdepunkt. Tre dages intens tur igennem det indre Australiens seværdigheder. Under turen blev steder som Uluru, Kings Canyon og andre fascinerende steder besøgt.
Det specielle ved denne tur var også humøret og stemningen. Altid var der en samtale i gang, og aldrig blev det kedeligt. Vi var så heldige at komme i en skandinavisk bus bestående af vores lille familie, to danske piger, en norsk familie og to svenskere. Derudover var der tre guider, hvor især to af dem var udover det sædvanlige.
Især Bob bør nævnes. For lige at skabe et hurtigt indtryk af ham var han en festlig rødhåret fyr med Manchester United-tatovering. Han var typen, der ikke kendte betydningen af det engelske ord “quiet”, og altid var han klar til at hoppe og springe rundt. Det skal han have stor ros for på trods af, at jeg har på fornemmelsen, at de ældre medlemmer af selskabet fandt det knapt så interessant.
Den anden guide var den meget velinformerede Scott. Han var også rap i replikken, men han havde samtidig et fantastisk kendskab til området og dets historie. Scott var heller ikke bleg for at fortælle en historie om sin tid som rodeoklovn eller som buschauffør.
Dog var turene ud i den australske outback det mest fantastiske. Øjeblikket, hvor vi stod ud af bussen, ud i den bagende sol foran Uluru, var fantastisk. Man følte sig helt lille og ubetydelig i forhold til denne store naturskabte sten. En oplevelse, der altid vil være prentet i min bevidsthed som noget helt fantastisk, og som jeg meget gerne vil opleve igen. Gåturen omkring stenen var lang, men jeg vil alligevel ikke være den foruden, da den var med til at give os et indtryk af, hvor stort det her egentlig er.
Hvis der er en ting, som lever op til oplevelsen af Uluru, skulle det helt sikkert være turen til Kings Canyon, som også var helt ubeskrivelig. Turen blev foretaget om morgenen for at undgå at blive ramt alt for hårdt af varmen, hvilket, jeg tror, var meget rigtigt, da det allerede var meget varmt. Varmen rører dog ikke ved det faktum, at turen var helt fantastisk. At gå langs afgrunden var faktisk meget skræmmende. Man gik med en blanding af frygt og ærefrygt. Frygt for selvfølgelig at falde ned, og ærefrygt fordi jeg følte, at det at gå på sådan et sted var noget helt specielt, som man kun kommer til at føle få gange i løbet af sit liv.
Helle, 40 år
Man skal helt bogstaveligt stå tidligt op, hvis man vil deltage i en safaritur “In the Outback of Australia”. Den 26. dec. kl. 6.00 blev vi afhentet på vores hotel i Alice Springs. I minibussen sad allerede en familie, hvor moren præsenterede sig som Anne from Norway, senere stod Sarah and Mette from Denmark på bussen, og til slut kom Bertil and Lynn from Sweden. Sammen med vores lille familie på fire fra Herning var vi altså nu et lille skandinavisk selskab på 12 personer, der de næste tre dage skulle være i selskab med turguide og chauffør Scott samt kokken Bob.
Første stop var Ayers Rock Resort, hvor vi skulle overnatte første nat. Meget fine “telthytter” med senge og propel i loftet. Efter frokost kørte vi til Kata Tjuta, hvor vi fik et godt foredrag om, hvordan disse klipper samt Uluru for ca. 250 mio. år siden blev dannet. En meget varm vandretur ind mellem klipperne gav os det første indtryk af varmens styrke her først på eftermiddagen. Besøg på det flotte Cultural Center ved Uluru gav et fint indblik i de oprindelige folks tro samt hellige handlinger. Vi var nu ved at være rustet til besøget ved selve stenen, og første besøg var naturligvis “Sunset at Uluru” med champagne og snacks. Vi var ikke alene ved stenen! Aftenhygge med bål og snak i teltlejren, men i seng i ordentlig tid, for næste morgen var der “Sunrise at Uluru” på programmet.
Igen var der stort opbud af turister, mens solen langsomt steg op, og stenen fik sin kendte røde farve. Vi stod nu i dilemmaet – skulle vi klatre op på selve stenen på trods af de mange skilte, som bad os om at lade være og dermed respektere de indfødtes helligdom? Vi havde meget lyst til klatreturen og havde egentlig også bestemt os for at klatre op, da det viste sig, at beslutningen var truffet for os. Pga. varmen – 36 grader – samt stærk vind var opstigningen simpelthen lukket. Derfor blev det i stedet til en vandretur rundt om stenen, en tur på 9,3 km.
Efter frokost blev bussen pakket, og vi kørte mod Kings Canyon Campsite, hvor vi skulle overnatte til næste dag. En campsite af samme høje standard som natten før, og efter en lang køretur (zzz) var det skønt med en tur i poolen. Mere hygge, men alle var trætte, og næste morgen var der afgang mod Kings Canyon kl. 5.30. Vi var nu blevet klar over vigtigheden af at begynde tidligt, når der skal være fysisk aktivitet. Klatreturen op til Kings Canyon begyndte ret hårdt på trods af, at der faktisk nærmest var trapper op, men der var mange! Når man så først er oppe, er der fuld valuta for pengene. Naturen var storslået, det ene “wau” afløste det andet. Længst inde møder man Garden of Eden, og vi forstod til fulde, hvorfor dette vandhul har fået dette navn. Tre timer senere var vi tilbage ved udgangspunktet og efter en let frokost gik turen tilbage til Alice Springs. Der blev quizzet og sovet i bussen, og vi aftalte at mødes til fællesspisning igen om aftenen.
Caroline, 11 år
Alt i alt synes jeg, det var rigtig godt, vi tog på den safaritur. Det var især nogle rigtig gode rejseledere. Ham, der var med ude at fortælle (Scott), var god, fordi han vidste så meget. Vores kok var også rigtig god. Bobby. Han var god til at lave mad, men han var også rigtig sjov, så det var et stort plus at have dem med på turen.
Det var rigtig flot at gå ved Kings Canyon, og så var det også sjovt! Jeg synes, der var rigtig mange gode ting, vi fik set. Efter min mening var det dog et minus, at vi skulle op en dag kl. fire om morgenen for at se Uluru skifte farve – fra brun til brun! Jeg synes også, at det var ærgerligt, at vi ikke kunne komme op på Uluru. Men det var der jo ingen, der kunne gøre for. Det var simpelthen for varmt den dag. I det store hele synes jeg klart, at det på trods af de små minusser var hele turen værd, og jeg vil varmt anbefale den til andre! Det var i hvert fald noget af det allerbedste på hele vores tur til Australien.
Alex, 47 år
Den 25. december på australiernes juleaftensdag forlader vi Perth og tager til Alice Springs. Vi er ikke mange på hverken flyet, hotellet eller i byen om aftenen. Australierne fejrer jul. Så vi oplever Alice uden de store forstyrrelser. I 35 graders varme finder vi et grillbar-lignende spisested. En kold juleøl bliver det til, inden vi kryber til køjs. Næste morgen skal vi afhentes af vores safari-bil, og tre døgn venter ved Uluru. Spændingen er stor. Hvad venter os? Vi skal sove i telt, vi skal tilbage til det oprindelige, og vi skal være sammen med en gruppe fremmede mennesker. Svede sammen. Opleve sammen. Men aftenen før er den største spænding nu nok, om denne julevarme by virkelig har en bus, som kommer og henter os kl. 06.00 på næste dags helligdag.
Kl. 05.00 står vi op. Alt er roligt og fredeligt. Vi kan ikke få morgenmad, så vi spiser lidt brød og kiks. Vi kan heller ikke komme ud af hotellet. Alt er lukket. Og intet personale. Spændende start på dagen. Men vi bryder da ud af hotellet og efterlader en seddel på vores “overskydende kufferter”, som placeres i den ubemandede reception. Vi sidder herefter og venter på bussen. Det er allerede varmt. Og jeg sveder nok lidt ekstra, da klokken passerer kvart over seks. Men heldigvis ser vi pludselig en minibus dukke op. Den første bevægelige genstand denne morgen.
Det er den rigtige bus, og tre friske rejseledere og en familie på fire sidder allerede i bussen. Klar til lige så store oplevelser som os. Vi præsenterer os, og helt fantastisk viser det sig at være en hyggelig norsk familie, som vi nu skal ud i naturen med. Senere kommer endnu fire personer til; to unge danske piger og en svensk far, som er på tur med sin datter. Utroligt! – et rejseselskab dybt inde i Australien bestående af 12 personer fra Norden. Vi synes, det er godt selskab, hvilket vores rejseledere næppe gør, for vi taler jo skandinavisk sammen.
Kata Tjuta, Uluru, Kings Canyon er toppen af en på mange måder meget oplevelsesrig tur. Guidekokkens tryllerier med maden, de gode teltpladser, fællessangen, kortspillet, røverhistorierne tillige med den fine påfyldning af viden, myter og anekdoter fra en eminent fortællende rejseleder var også store oplevelser. Dyrelivet med kameler, dingoer og kænguruer var fascinerende, ligesom varmen midt inde i det australske sommerland var en storslået oplevelse. Man forstår til fulde betydningen af vand for arternes overlevelse.
Dog er den intense pagt med naturen den største oplevelse. Heldigvis oplever vi en dag med start kl. 04.00 om morgenen at se Australien vågne. At stilheden kun brydes af vores travende støvler, som møder de varme sten i vores klatrende kamp op ad den naturskønne Kings Canyon. Kun bevæbnet med vand, et fotografiapparat og en inspirerende biologistuderende fra Sydney møder vi ur-naturen. Vi bøjer os for storheden. For umiddelbarheden. For naturligheden. Vi finder ligesom vores egen lille plads i naturen, og i ydmyghed kravler vi rundt for at suge indtrykkene til os. Helt ud til kanten. Og med lysten til også at gå de forbudte steder. Det bliver dog kun til en lille flirt…
