Knight Inlet Lodge i Canada er et paradis for naturelskere. Lodgen flyder på en kæmpe trætømmerflåde ved udmundingen af Glendale River dybt inde i Canadas vildmark, og området kan bedst nås med vandflyver.
Vel fremme kan du udforske de fantastiske omgivelser på guide vandreture og sejlture, der lader dig komme helt tæt på områdets mange bjørne og øvrige rige dyreliv.
Canadas Stillehavskyst byder på ægte vildmarksoplevelser. Her spejler tempererede regnskove sig i fjordrenes blikstille vand, hvor dyr i store mængder søger føde både til vands og til lands, og der er uendelig langt mellem tegn på menneskelig civilisation. Ikke mindst langs de brusende floder og fjerntliggende fjorde, der skaber en snørklet labyrint af vandveje væk fra kysten. Midt i dette storslåede naturområde ligger Knight Inlet Lodge på en kæmpemæssig tømmerflåde omgivet af sneklædte bjerge, fjorde og dybe skove, der er kendt for sin store koncentration af bjørne og spækhuggere.
Komfort midt i vildmarken
Hver af de blot 18 dobbeltværelser er indrettet med komfortable senge og privat badeværelse med brusebad, mens familier kan nye godt af de store familieværelser med køjesenge til børnene. Værelserne er velindrettede. Men det er først og fremmest beliggenheden, der stjæler opmærksomheden. Alle værelser har udsigt til den omkringliggende vildmark, og det er ikke ualmindeligt at se bjørne lunte rundt mellem træerne inde på land.
Masser af bjørne
Området kan udforskes på guidede ture, såsom vandreture gennem mosdækkede tempererede regnskove og sejlture i havkajak eller motorbåde på udkig efter områdets rige dyreliv. Glendale Cove, hvor Knight Inlet Lodge ligger, er hjem for en af de største koncentrationer af grizzly-bjørne i det vestlige Canada. Særligt om efteråret søger bjørnene mod floden for at fiske efter laks, der svømmer op ad Glendale River for at yngle. I denne periode er det ikke ualmindeligt at se op mod 40 bjørne samle sig langs floden. Også om foråret er floden populær hos både sortbjørne og grizzly-bjørne, der netop er vågnet af deres vintersøvn og nu nyder godt af forårets mange friske skud. Midt på sommeren er der færre bjørne langs floden, da mange bjørne søger ind i skoven for at lede efter bær i lysningerne. Men selv i denne periode ses bjørne på langt de fleste dage.
Hvalsafari i dramatiske omgivelser
Bjørne er naturligvis ikke de eneste dyr, der holder til langs floden. Ørne spejder efter fisk fra trækronerne, hjorte nipper forsigtigt til det frodige græs, og med held brydes stilheden i de dybe skove af ulveflokkes hyl. Også under havoverfladen er der masser af aktivitet. Især i sommerhalvåret, hvor det kølige nærringsrige vand tiltrækker både søløver, sæler, delfiner og til tider endda pukkel- og minkhvaler. Men området er først og fremmest kendt for sine mange spækhuggere, der sammen med grizzly-bjørnene gør Knight Inlet til et populært rejsemål for naturelskere og professionelle naturfotografer fra hele verden.