Papkasserne formede stadig meterhøje diger langs væggene, og vore rygsække stod endnu halvt udpakkede op ad hinanden, da invitationen dumpede ind ad døren.
Det var fra guvernøren for South Dakota i USA. Personligt, vel og mærke. “This fall I invite you to participate in the adventure of a lifetime…” Vi var bogstavelig talt lige landet fra vores etårige jordomrejse og gik ikke ligefrem i rejseplaner. Vores stakkels familier havde bekymret sig rigeligt på vores vegne, og vi havde forsikret dem om, at NU skulle vi have orden i hjemmet/økonomien/karrieren, før vi skulle nogen steder igen.
Men hvordan modstår man sådan en invitation? “You will feel the thunder as more than 1,500 buffalos stampede across the South Dakota prairie….I hope you can attend.” Underskrevet “Mike Rounds, Governor of South Dakota”. Her var chancen for endelig at være den cowboy, vi drømte om at blive, da vi var små. Vi hev tøjet ud af tumbleren og pakkede rygsækkene igen.
Guvernøren inviterer hvert efterår en håndfuld forretningsforbindelser og internationale journalister til at deltage i den årlige inddrivning af bisoner i Custer State Park. Bisonerne går til hverdag frit omkring i parken men samles i oktober for at blive brændemærket og helbredstjekket. Cowboys fra hele landet ansøger om at få lov at deltage i det ulønnede men ærefulde hverv, og nysgerrige tilskuere strømmer til i tusindvis for at opleve et lille stykke levende”wild west”. South Dakota er det eneste sted i verden, hvor almindelige mennesker kan få lov at se en bisoninddrivning. På behørig sikkerhedsafstand, vel at mærke, men til gengæld inklusive pandekagemorgenmad og altsammen ganske gratis. En slags folkefest så at sige. Som guvernørens gæster, var vi inviterede til at deltage i inddrivningen. Ikke til hest – det er simpelthen for farligt – men i de jeeps, der hjælper rytterne med at samle og drive dyrene. Med andre ord midt inde mellem 1.500 løbende, vilde bisoner.
Forelskelse
For lige at akklimatisere os inden den store dag, ankom vi en lille uge før selve Roundup’et. Der er ikke noget ved at rejse så langt for så at stresse rundt med jetlag og søvnunderskud og presse sig selv til at have det sjovt fra morgen til aften, når man egentlig hellere ville have en lur. Hvis der er noget, vi har lært af vores lange rejse, så er det, at krop og sjæl har brug for tid og ro til at fordøje nye indtryk og oplevelser. Og da vi ankom til Rapid City lufthavn, 14 timer forsinkede og uden vores bagage, var vi lykkelige for at have indlagt et par ekstra dage, så vi ikke skulle direkte til bison roundup i sure sokker og flysædemønstrede kinder.
Gensynet med South Dakotas smukke Black Hills blev endnu dejligere end forventet. Selvfølgelig havde vi da nydt den bakkede prærie og de grønne skove, sidst vi var her, men nu stod bakkerne i et fantastisk efterårsflor af gul, orange, rødt og grønt, som gjorde naturen helt magisk. Under det lysende løv græssede tykhornsfår, hjorte og bjerggeder, og den lavthængende sol malede guld på de berømte Pinnacles- klippeformationer. Det var et helt andet landskab, end det vi havde set i juli. Dramatisk, frodigt og meget, meget smukt. Solen skinnede fra en klar, blå himmel og varmede vores efterårskolde næser. Vi forelskede os i South Dakota – ikke ved første men ved andet blik.
Klatre op ad Devils Tower
Da vi var i South Dakota i sommer, prøvede vi for første gang at bjergklatre, og det var så skægt, at vi denne gang havde arrangeret et tredages klatrekursus. Ambitionen var at bestige nationalmonumentet Devils Tower på trediedagen. Devils Tower er en 386 meter høj klippeformation med lodrette og komplet glatte vægge, måske bedst kendt for sin optræden i filmen “Nærkontakt af 3. grad”. Vi er heldigvis begge to dumme nok til at være dumdristige, især når det gælder noget, vi absolut ikke kan. Vores instruktør, Suzan Scheirbeck fra Sylvan Rocks Climbing School, var derimod udemærket klar over, hvad der ventede os på Devils Tower. Og over, hvor lidt klar vi var til at bestige et bjerg af den kaliber med vores sparsomme erfaring og naive entusiasme. Så hun skruede straks niveauet gevaldigt op og lod os starte klatrekurset på en væg, der var alt for svær. Vi bandede og svovlede og rystede af angst på den klippe! Faldt igen og igen, havde paniksvedeture og var lige ved at give op, før vi overhovedet var kommet i gang.
Men med stor tålmodighed, især fra Suzans side, kom vi op på toppen af ikke bare den første øvevæg men også den anden, der var endnu sværere, den tredje, der var helt umuligt og til sidst såmænd også Devils Tower. Det vil sige helt op til toppen nåede vi ikke. Et heftigt regnvejr gjorde klippen spejlglat og bremsede os et stykke oppe, så vi nåede ikke helt til tops. Vi var på samme tid skuffede over ikke at kunne gennemføre og lettede over ikke at skulle hele vejen op. For det var godt nok frygtindgydende at hænge i fingerspidserne og fægte med benene efter et ståsted på en helt glatsleben klippe 100 meter over jordoverfladen. Frygtindgydende nok til at nedtone selv det største vovemod. Vi var glade for at have gjort forsøget og endnu gladere for at have den fulde opstigning til toppen til gode til en anden gang. Men først og fremmest var vi møgstolte over at have overvundet frygten og prøvet kræfter med Devils Tower.
Klippeskulptur af Crazy Horse
Efter klatreoplevelserne var det befriende at stå med begge ben solidt plantet på den trygge jord og kigge OP på bjergene, sådan som det er meningen et menneske skal. Vi genså den utrolige klippeskulptur Crazy Horse, der indtil videre har været 50 år undervejs og stadig kun er 10% færdig. Den endelige skulptur bliver en 3-D udgave af Lakotaindianernes krigshelt Crazy Horse til hest med armen udstrakt mod horisonten, og hovedet alene bliver større end Mount Rushmore’s fire præsidentansigter tilsammen. Men indtil videre er det altså kun ansigtet, der er færdigt. Det er den nu afdøde polske billedhugger Korczak, der har startet projektet med en stenøkse, en faldefærdig kompressor og en vilje af stål. I dag fører hans enke og syv børn projektet videre på entréindtægter og private donationer alene; Crazy Horse modtager ikke offentlig støtte. Det er svært ikke at lade sig overvælde af projektets grænseløse ambitioner og totale dedikation. Og så er det skægt at følge med i den langsommelige proces og se klippen forandre form fra gang til gang. Vi har allerede aftalt at vende tilbage om et par år og se, hvor langt de så er kommet.
Fluefiskeri i Black Hills
Der blev også tid til lidt fluefiskeri. Vi mødte dambrugsbestyreren Keith Wintersteen, som med vanlig Dakota-gæstfrihed tilbød at tage os med ud at fluefiske i sit yndlingsområde ved Slate Creek i Black Hills. Vi bøvlede først lidt med de lette liner, der blev fanget af vinden og på forunderlig vis hele tiden satte sig fast i alt andet end fisk. Men efterhånden fik vi taget på det og fik da også fanget et par småfisk. Timm halede syv Creek Chubs op på syv kast og var vist selv lidt forbløffet. Efter et par timer følte vi os helt på toppen af kasteriet. Vi fangede ingen ørreder men blev til gengæld beundret af flere forbipasserende, der højlydt kommenterede de dygtige fluefiskere. Og sammen med efterårslyset var det mere end rigeligt for os.
Roundup. Så sker det
Efter fire dages hedonistisk driverliv oprandt dagen for turens egentlige formål: Roundup’et. Pludselig vrimlede parken med rødkindede cowboys og oversize hestetrailere, stresset parkpersonale og horder af turister med øjne på stilke. 1.500 bisoner skulle drives sammen, gennes ind i folde, sorteres og brændemærkes, og alle var på stikkerne. Når et tonstungt dyr bliver drevet af sted og måske ovenikøbet skilt fra sine kalve, bliver det stresset, og når det bliver stresset, så bliver det farligt. Når der skal løbe så mange farlige dyr forbi 50 ryttere, 20 jeeps med journalister på taget og 10.000 tilskuere på en bakketop, er der nok at holde øje med. Roundup’et har ikke oplevet ulykker i de 41 år, det er løbet af stabelen. Da Timm står på ladet af en truck, der skramler hen over brakmarker og ned ad stejle bakker for at styre lige ind i bisonflokken, er det ikke svært at se, hvordan det kan ske. Han holder krampagtigt fast og smiler nervøst til vores drevne park ranger-chauffør, som har truet med at smide ham ind til os andre i førerhuset, hvis han piver over forholdene. Og det gider han jo ikke. Fra ladet kommer vi tæt nok på dyrene til at røre dem, og Timm kan tage nærbilleder af de prustende bisontyre, lige før de går til angreb på bilen. Så vi lever med den halsbrækkende kørsel og glæder os bare over ikke at være en af rytterne, som jo er meget mere udsatte, hvis en bison pludselig går til angreb. De ser nu ud til at vide hvad de laver, dagens cowboys. Man får heller ikke lov at deltage i roundup’et, hvis ikke man er en dreven rytter og kvægdriver. Alt går heldigvis som det skal. Flokken drives af sted problemer, og publikum jubler ekstatisk, da vi allesammen vælter over bakkekammen og ind i foldene.
Støvet lægger sig
Det er et imponerende syn med den enorme flok af tunge bøfler, der gungrer afsted og pisker præriestøvet op over de frygtløse cowboys. Vi føler os hensat til vores barndoms cowboy- og indianerlege, bare i ægte omgivelser, med levende prærierotter og med rigtige heste. Og faktisk er vi så støvede, da vi står af ladet, at vi sagtens kunne passere for et par ægte cowboys. Vi har jo også på en måde været med til at drive dem, bliver vi enige om over en frokost af bison-millionbøf med bønner, som forstærker cowboy-atmosfæren med et par procent. Helt i top ryger cowboy-stemningen kort efter, da vi bliver inviteret ind i folden, og jeg bliver sat til at brændemærke kalvene. Jeg ryster lidt på hånden, da jeg står med et gloende smedejern få centimeter fra det bange dyr. Ligegyldigt hvor cowboy-agtig jeg kan gå rundt og føle mig sådan en dag, så er jeg jo bare en Københavnerpige, der altid har købt sin aftensmad i pæne plasticbakker i Irma og aldrig har måttet slagte mine egne køer. Men jeg vil jo heller ikke tabe ansigt over for flokken af smuggrinende cowboys, de skal ikke tro, jeg er en bangebuks. “Gør det ondt på den?” når jeg lige at spørge, inden en hjælpende hånd tvinger jernet ind på pelsen og en sydende lyd fylder folden. Beslutter øjeblikkeligt, at jeg ikke skal være cowboy alligevel.
Stor gæstfrihed i South Dakota
Inden vi forlader folden og sætter kursen hjemad mod vores ganske bisonløse storbyliv, får vi lige sagt ordentligt farvel til guvernøren. Han står og hyggesnakker med sine gæster iført jeans, skjorte og støvler og ligner alt andet end en travl politiker. Og det er da også med hjertelighed og nærvær, snarere end professionel høflighed, at han tager afsked med os. “Lov nu, I snart kommer igen!” siger han… og hans venner… og hotelportieren og damen vi faldt i snak med på en restaurant og lufthavnsmedarbejderen og, og, og… Den venlighed og nysgerrighed, der møder os overalt i South Dakota, er dét, der gør størst indtryk, selv efter både bisonjagt og klatreri. Intet andet sted i USA har vi følt os så velkomne. Så selvom vi måske ikke skal være cowboys alligevel, så er det ikke sidste gang, vi har været i South Dakota!
Se MyPlanets rejser til USA.
