Læs her om Anders Lundin oplevelser på O'Reilly's i Lamington National Park, som ligger i bjergene uden for Brisbane:
Lad artiklen inspirere dig og se MyPlanets rejseforslag til Australien.
Efter nogle timers flyvetur fra eksotiske Heron Island kører vi i en lejet bil ad stejle snoede veje op gennem et bjerglandskab med en enestående udsigt ud over grønne dale. Det føles, som om vi er på vej op til Klaus Kludders eller Bamses farmor – så mange advarselsskilte for farlige U-sving findes der garanteret ikke noget andet sted i verden. Vi er på vej til O’Reilly’s, der ligger i Lamington National Park, hvor vi håber på at kunne nyde uberørt bjergskov og endeløse vandrestier.
Spænding til det sidste
Men at nå frem er som sagt en situation, hvor skuffelsen lurer som en uheldsvanger regnsky over ens hoved – i hvert fald hos mig. Da vi endelig når til den åbne plads ved bjergets top, synes jeg, at det ser ud, som om at vi er kommet til en blanding mellem en svensk vejkro og et skisportssted.
Det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig.
“At rejse den halve jordklode rundt for at sidde at kukkelure i en træbeklædt spisesal med udsigt over nåleskoven føles lidt som at gå over åen efter vand,” tænker jeg surmulende.
Vi læsser bagagen af bilen og tjekker ind i receptionen, der faktisk kun mangler et elghoved for at ligne et af pensionaterne langs den svenske-norske grænse.
Fortryllende skov
Men der er aldrig nogen fare for at blive skuffet. Da solen står op dagen efter, pakker vi vores picnic i rygsækkene og begiver os med stor iver ind i en fuldstændig eventyrlig urskov. Træstammerne rejser sig som vældige tårne, og løvet højt over os danner et bugtende grønt tag. Et informationsskilt langs stien fortæller os, at de træer, vi ser, er efterkommere af den skov, der for flere millioner år siden dækkede Antarktis. Vi ser ikke særligt mange dyr, men det er helt ok. Vi føler, at hvis et dyr absolut skulle dukke op mellem de enorme bregner og træer, så ville det nok være en Tyrannosaurus Rex.
Ved frokosttid gør vi holdt ved et af alle de vandfald, der kaster sig ud over klipper og væltede træstammer og tager en afsvalende dukkert i det kolde, klare vand. Vi soler os lidt på klipperne, fylder vores vandflasker og fortsætter ad den snoede sti. Om eftermiddagen lægger tågen sig over skoven og forvandler os til vildfarne hobitter på vej gennem en fortryllet skov i en spændende sekvens af “Ringenes Herre”.
Da vi to dage senere kører ned ad bjerget, er det, som om vi vender tilbage til planeten Jorden efter et besøg i en tabt verden.
