Mary Ann McDonald er Tourism Manager hos Brisbane Marketing og har altid beundret Brisbane, der er statshovedstad i den subtropiske delstat Queensland.
Blandt andet for Brisbanes afslappede livsstil, de frodige parker, udendørs spisning i det dejlige klima og den fantastiske Brisbane River, der flyder gennem byen. Her giver hun sit bud på den perfekte dag i Brisbane.
Morgenmad
Morgenmaden kan med fordel nydes i en af Brisbanes ældste sidegader, Burnett Lane, hvor der bliver fremtryllet velsmagende mad fra bunden af friske lokale og økologiske råvarer. Menukortet på Burnett Lane skifter dagligt. Men sunde smoothies med mandelmælk, müsli, surdejsbrød med avocado og hjemmelavede desserter vil næsten altid være at finde i sortimentet.
Formiddag
Brug den første del af morgenen på en gratis gåtur med Brisbane Greeters. Det er en gruppe lokale, som elsker at vise byens hemmelige steder, gamle bygninger og offentlige kunstværker frem for de besøgende. Lad dem føre dig til CityHopper færgen, der ganske gratis fører dig til South Bank distriktet. Dette rekreative område er kendt for sine frodige parker, en fin badestrand midt i byen, samt Australiens største museum med moderne kunst. Slut formiddagen af med et River City Cruise, som byder på en afslappende sejltur på Brisbane River, mens en guide fortæller om de steder, du passerer. Der vil desuden være gode fotomuligheder undervejs, blandt andet af Kangaroo Point Cliffs, skyskraberne i det centrale forretningsdistrikt samt Story Bridge.
Frokost
Langs River Quay i South Bank finder du massevis af glimrende restauranter samt en fantastisk udsigt over floden og byen. Prøv eksempelvis det moderne, middelhavsinspirerede Stokehouse Q, den italienske restaurant Popolo eller den fransk-inspirerede Aquitaine. På The Jetty kan du nyde en blanding af indonesiske- og moderne australske retter, mens River QuayFish er kendt for sine kreative skaldyrsretter. Hvis du besøger stedet en søndag eftermiddag, vil du på græsplanen foran restauranterne opleve nogle af Brisbanes bedste musikere spille stemningsfuld musik med byens skyline i baggrunden.
Eftermiddag
Eftermiddagen kan med fordel tilbringes på Lone Pine Koala Sanctuary, som både er verdens største og ældste koala-reservat. Mere end 130 koalaer holder til i parken, der også er hjem for over 100 andre arter af australske dyr. Så her har du rig mulighed for at kramme en koala eller fodre de søde kænguruer. Lone Pine er desuden hjemsted for to næbdyr, der altid er underholdende med deres legesyge narrestreger. Du kan også opleve andre spændende dyr som dingoer, vombatter, tasmanske djævle, flagermus og et hav af farverige, australske fugle.
Aften
Hop om bord på en CityCat færge og begiv dig ned ad floden til Northshore Hamilton, hvor du finder det spændende Eat Street Markets. Dette asiatisk-inspirererede marked byder på lækre internationale retter og dertilhørende drikkevarer fra små madboder. Nyd den magiske stemning i en af de mange lounges til lyden af livemusik, alt imens stjernerne tændes over byen.